Royal Greenland henter ny medarbejder hos Siumut
Ole Aggo Markussen tiltræder som ansvarlig for head
of public affairs i Royal Greenland den 1. januar 2025. Han kommer fra en stilling som partisekretær i Siumut.
- Jeg er utrolig stolt over at få muligheden for at blive en del af Royal Greenland, udtaler Ole Aggo Markussen om sin nye stilling.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Ole Aggo Markussen skal som head of public affairs være med til at styrke Royal Greenlands relationer til både politiske samt fiskeri- og samfundsrelaterede interessenter, oplyser Royal Greenland i en pressemeddelelse.
Direktør for HR og kommunikation, Bodil Marie Damgaard, siger i en pressemeddelelse om nyansættelsen:
- Vi er glade for at byde Ole Aggo velkommen til Royal Greenland. Med ham på holdet, vil vi styrke arbejdet med at skabe tættere relationer til vores samarbejdspartnere og ejere og øge befolkningens forståelse for og indsigt i Royal Greenland som virksomhed.
- En opgave der har været efterspørgsel på fra flere sider, og som vi mener vil være en gevinst for både Royal Greenland og Grønland, lyder det fra direktøren.
Ole Aggo Markussen kommer fra en stilling som partisekretær i Siumut, er uddannet journalist og har tidligere været blandt andet sekretariatschef i Nukissiorfiit og ministersekretær.
- Jeg er utrolig stolt over at få muligheden for at blive en del af Royal Greenland. Selskabets fokus på værdiskabelse og stærk lokalforankring er noget, jeg virkelig brænder for, og jeg ser frem til at bidrage til virksomhedens udvikling, udtaler Ole Aggo Markussen i forbindelse med ansættelsen.