Royal Greenland forsvarer kritiserede torskepriser - Rusland spiller ind
Royal Greenland følger prisudviklingen på det globale marked for torsk, lyder det fra fiskerigiganten efter kritik fra KNAPK.
Fisker- og Fangerorganisationen KNAPK har rettet kraftig kritik af Royal Greenland og Polar Seafood for at have sænket indhandlingsprisen på torsk. KNAPK har også klaget over situationen til Forbruger- og Konkurrencestyrelsen.
Royal Greenland har udsendt en pressemeddelelse med svar på kritikken.
Ifølge fiskerigiganten skyldes prisændringen, at torskepriserne på verdensmarkedet er faldende, fordi Rusland har sænket priserne med 30 procent:
- 60 % af verdens torskekvoter fiskes i Barentshavet, og halvdelen af disse kvoter optages af Rusland. Salgsprisen på de russiske torsk er faldet med 30%, hvilket har påvirket verdensmarkedspriserne, skriver Royal Greenland.
Har to procent af kvoterne på verdensplan
Royal Greenland uddyber, at Grønland kun har to procent af torskekvoterne på verdensplan (indenskærs kvote i Vestgrønland), hvilket betyder at Royal Greenland som virksomhed er en lille spiller.
- Den beskedne andel af verdens torskekvoter medfører, at selskabet ikke har en afgørende indflydelse på prisudviklingen på det globale marked. Som en lille spiller på verdensplan, er Royal Greenland dermed nødsaget til at, følge markedspriserne samt agere kommercielt ansvarligt som virksomhed, lyder forklaringen fra Royal Greenland, der fortsætter:
- Da det kystnære fiskeri af torsk er et af Royal Greenlands primære produkter, anser virksomheden derfor sænkningen af indhandlingsprisen som en kommercielt ansvarlig handling, da man som selskab ikke kan undgå at blive påvirket at de tendenser, der ses på verdensmarkedet.
Ifølge Royal Greenland var der rekordhøje salgspriser på torsk på verdensmarkedet i 2021, men siden starten af 2022 og frem til i dag, har salgspriserne været støt nedadgående, og Royal Greenlands salgspriser på det primære torskeprodukt (torsk uden hoveder og indvolde) er faldet med godt 30 procenter i løbet af 2023.