halvårsregnskab
Royal Arctic Line med to cifret millionoverskud
Det selvstyreejede rederi kom igennem første halvår med overskud på 17 millioner kroner
Royal Arctic Line fik i første halvår et overskud på 17 millioner kroner før skat.
Det fremgår af virksomhedens halvårsregnskab.
Bestyrelsen i Royal Arctic Line betegner resultatet som tilfredsstillende.
Læs: Polsk værft leverer nyt skib til RAL
Reduceret omkostninger
Rationaliseringsprocessen i rederiet har sat sit positive præg på resultatet for første halvår.
- Frasalg af datterselskaber og en mere simpel koncernstruktur har sammen med et fokus på rederidriften gjort det muligt at reducere administrative og personalemæssige omkostninger med cirka 13 millioner kroner, skriver Royal Arctic Line.
Læs: RAL vil sælge to nye skibe
Flere besparelser
Udnyttelse af prisaftaler i forbindelse med den lave oliepris i perioden medførte ligeledes et fald i olierelaterede omkostninger på 13 millioner kroner.
Øvrige besparelser på 7 millioner kroner findes i skibsdrift samt lavere afskrivninger betyder at koncernen kan fremvise en reduktion af driftsomkostningerne på 38 millioner kroner (eksklusive engangsomkostninger) svarende til over 10 procent af omkostningerne i samme periode sidste år.
Alvorlig udfordring
En stigning i fragtmængderne har medført en øget omsætning i forhold til sidste år. Samtidig har rederiet nedsat fragten til kunderne med cirka 10 millioner kroner som følge af den lavere olieomkostning, især i starten af året.
Nybygningsprogrammet har været og er stadig en alvorlig udfordring for rederiet.
- Der arbejdes med værftet på at finde løsninger på forsinkelserne, hvilket indebærer at to af skibene kancelleres. Halvårets resultat indeholder engangsomkostninger i forbindelse hermed, skriver Royal Arctic Line.
Større økonomisk aktivitet
Det fremhæves, at det er positivt, godsmængderne til og fra Grønland er steget og det afspejler en større økonomisk aktivitet i samfundet:
- Rederiet glæder sig især over stigningen i Grønlands eksport på 22 procent i perioden sammenlignet med sidste år. Dels er det med til at balancere brugen af kapacitetsapparatet og dels er indtjeningen fra fiskeriet en vigtig faktor i den generelle økonomiske udvikling.
På trods af værftsrelaterede enkeltomkostninger forventes resultatet for hele året at være på niveau med 2015 hvilket afspejler en fortsat forbedring i driften.
Læs: Mere eksport og import giver fremgang for RAL