Rejefiskeriet opnår igen MSC
Det er tredje gang, at det vestgrønlandske rejefiskeri bliver re-certificeret med MSC, der er mærket for bæredygtig brug af ressourcer.
Det vestgrønlandske rejefiskeri har netop opnået en MSC (Marine Stewardship Council) certificering igen. Det oplyser Sustainable Fisheries Greenland i en pressemeddelelse.
Foreningen Sustainable Fisheries Greenland oplyser, at det er en bekræftelse på engagementet i bæredygtig fangstpraksis og bevarelse af havets økosystemer.
- Hos SFG er vi stolte af at have opnået MSC-certificeringen igen, hvilket understreger vores forpligtelse til at bevare vores marine ressourcer for fremtidige generationer, fortæller Lisbeth Due Schoenemann-Paul, formand for SFG.
MSC-certificeringen, som er globalt anerkendt, er af stor betydning for det vestgrønlandske rejefiskeri.
God position på verdensmarkedet
- Dedikationen til at opretholde de højeste standarder for miljømæssig bæredygtighed samt fiskeriets kontinuerlige indsats for at overholde de strenge krav og praksisser resulterer i re-certificering af rejefiskeriet, skriver SFG.
Certificeringen af rejer, der fanges i Grønlands vestkyst betyder, at rejefiskeriets position på det internationale marked kan sikres, hvilket glæder foreningen.
Internationale forbrugere og virksomheder efterspørger nemlig bæredygtigt fangede- og certificerede fisk og skaldyr.
- MSC-certificeringen er et værktøj til at hjælpe forbrugerne med at træffe informerede valg og støtte fiskerier, der arbejder aktivt med bæredygtigt fiskeri, lyder det fra SFG.