Her mere end et år efter Ocean Explorers grundstødning i
Alpefjord i Nordøstgrønland, er Den Maritime Havarikommission endnu ikke færdig
med deres undersøgelser.
Og der er desværre ikke udsigt til, at rapporten er
lige om hjørnet, siger undersøgelseschef Thomas Davidsen til Sermitsiaq.
Her mere end et år efter Ocean Explorers grundstødning i
Alpefjord i Nordøstgrønland, er Den Maritime Havarikommission endnu ikke færdig
med deres undersøgelser.
Og der er desværre ikke udsigt til, at rapporten er
lige om hjørnet, siger undersøgelseschef Thomas Davidsen til Sermitsiaq.
– Hvis der er tale om ulykker der involverer dødsfald,
forlis og meget store forureninger, så er vi internationalt forpligtet til at
undersøge og udgive en rapport inden for 12 måneder. Men når der er tale om
andre undersøgelser, som i tilfældet med Ocean Explorers grundstødning, der
ifølge lovgivningen ikke betragtes som en meget alvorlig ulykke, så går der
desværre ofte lidt længere tid, da vi er nødt til at prioritere andre opgaver højere.
Ulykken satte gang i debat
Billederne af det grundstødte skib gik verden rundt i september 2023. Og mange
medier fokuserede på, at hjælpen var mange dage væk. Selvom Arktisk Kommando
hurtigt meldte ud, at der ikke var sket personskade ved grundstødningen, og at
der heller ikke var miljømæssige problemer som følge af grundstødningen, så
førte det til en debat i både Grønland, Danmark og udlandet om sikkerheden
ombord på krydstogtsskibe, der sejler i meget øde egne. For Arktisk Kommandos nærmeste inspektionsskib Knud Rasmussen var 2.200
kilometer væk, da grundstødningen skete, og flere eksperter udtalte, at var der
sket lækage, og skibet havde taget vand ind, så kunne de 206 passagerer og
besætningsmedlemmer havde været i stor fare. Derudover blev der spekuleret i,
hvad det egentlig var, at skibet var stødt på midt ude i fjorden. Og hvad andre
krydstogtskibe kunne støde på i forbindelse med deres sejladser i Grønlands
mange fjordsystemer.
Vigtigt at undersøge årsager
Thomas Davidsen er enig i, at det er interessant at se nærmere på Ocean
Explorers grundstødning. – Disse sejladser foregår i stigende grad, og det kunne jo lige så godt været
gået grueligt galt både for mennesker og natur. Vi kommer til at se flere af
sådanne sager, og derfor er vi enige i, at det er en vigtig undersøgelse, som
vi kan lære af. – Rapporten er bestemt ikke glemt. Vi er i gang med den, men der er kommet
nogle andre opgaver ind, hvor der har været dødsfald, og dem skal vi prioritere
højere. Jeg regner med, at vi udgiver rapporten om Ocean Explorer i begyndelsen
af 2025, selvfølgelig afhængig hvad der ellers kommer ind, siger Thomas Davidsen.
Ifølge lovgivningen må Havarikommissionen ikke udtale
sig om resultater af undersøgelser før den endelige rapport foreligger.