RAL: Ny økonomidirektør stiger ombord
Jan Egtved Knudsen afløser økonomidirektør i Royal Arctic Line, Peter Christoffersen per 1. maj 2022.
Jan Egtved Knudsen overtager økonomistyringen af rederiet Royal Arctic Line per 1. maj 2022. Således afløser han Peter Christoffersen, som fra slutningen af 2017 har omstruktureret RAL’s økonomi- og risikostyring.
- Som kommunikeret tidligere er der i forbindelse med rederiets successionsplan siden efteråret 2021 søgt en afløser for Peter, skriver RAL på deres hjemmeside.
- Jan har en international profil med stærke kompetencer indenfor finansiel rapportering, risikostyring, likviditetsstyring og strategi – herunder stor erfaring med risikostyring af energipriser, skriver RAL.
- Jeg har dyb respekt for de grølandske værdier og det enorme samfundsansvar der påhviler Royal Arctic Line, og ser frem til at bidrage positivt til den fortsatte udvikling af selskabet og Grønland, siger Jan Egtved Knudsen.
Kommer fra et andet rederi
Royal Arctic Line har hentet Jan Egtved Knudsen fra rederiet Thorco Projects A/S i Danmark, hvor han har virket som økonomidirektør.
- Jan har en bred økonomisk uddannelse bag sig, blandt andet i form af en Bachelor grad i finansiering fra Odense Universitet, og en MBA i strategiudvikling fra Henley Business School (i England, red.), skriver RAL.
- Royal Arctic Line er i en konstant udvikling mod at gøre det let at handle med hele Grønland, og vi er glade for at have Jan om bord til at understøtte denne strategi, udtaler administrerende direktør Verner Hammeken.
Den nye økonomidirektør er gift og har to voksne børn.