Prisen for Air Greenland er nu lagt fast
Selvstyret har nået en vigtig milepæl med hensyn til at få det fulde ejerskab af Air Greenland.
I dag ejer den danske stat 25 procent af aktierne i flyselskabet, mens SAS har 37,5 procent. Disse 62,5 procent af selskabet er nu blevet værdisat, erfarer Sermitsiaq.AG.
To arbejdsgrupper har siden efteråret 2018 gransket værdien af flyselskabet, så det vil være muligt for Selvstyret at købe SAS og staten ud. Kammeradvokaten har siddet og vurderet selskabets værdi for SAS og Staten, mens advokatselskabet Bech-Bruun har haft til opgave at repræsentere Selvstyret.
Samlet pris: 738 mio. kr.
Det fortrolige oplæg fra advokaterne har været forelagt Naalakkersuisut, og Kim Kielsen har efter påskens afslutning sendt den til godkendelse i finansudvalget.
Sermitsiaq.AG erfarer, at betalingen for at få det fulde ejerskab skal ske i form af en udbyttebetaling på 461 millioner kroner til Staten og SAS.
Det svarer til, at Air Greenland samlet set er prissat til 737,6 millioner kroner, hvilket er lidt mere end de 700 millioner kroner, som egenkapitalen er blevet opgjort til i 2017-regnskabet.
Skal låne pengene
De 461 millioner kroner har flyselskabet langt fra i sin pengekasse, og selskabet skal derfor ud at låne de mange penge, fremgår det af sagen, som Finansudvalget i morgen fredag skal tage stilling til.
Så vidt Sermitsiaq.AG erfarer ligger det i planen, at lånet skal tilbagebetales, inden de nye atlantlufthavne står klar om fire år.
Det var i forbindelse med Lars Løkke Rasmussens berømte besøg i september 2018, hvor han kom med en stor pose penge til lufthavnsbyggerierne, at overtagelsen af Air Greenland kom på bane.
Finansudvalget
Finansudvalget vil næppe godkende ansøgningen fra Naalakkersuisut fredag, da det må forventes, at den vil rejse en række spørgsmål, som først skal besvares.
Det er ikke lykkedes Sermitsiaq.AG at få kommentarer fra oppositionen til de fortrolige oplysninger om Air Greenland aktiesalget, og hvordan de enkelte partier forholder sig til planen.