årsregnskab
Polar Seafood sætter store investeringer i bero
Usikkerhed om rammevilkårene for fiskeriet får det privatejede Polar Seafood til at træde på investeringsbremsen. Store investeringer var ellers planlagt. Aktionærerne får intet udbytte udbetalt i år.
Polar Seafood har netop holdt generalforsamling i dag torsdag og kunne præsentere et solidt regnskab med en stigende omsætning, men faldende overskud, hvilket skyldes lavere priser på hovedproduktet rejer.
Politiske trusler
I forhold til 2015 var overskuddet 68 millioner kroner lavere og landede samlet på 266 millioner kroner. Omsætningen steg derimod med cirka 100 millioner og kom op på 3,1 milliarder kroner.
På generalforsamlingen blev det besluttet, at aktionærerne ikke skal have udbetalt udbytte, selv om bestyrelsesformanden Henrik Leth betegnede regnskabet som tilfredsstillende. Forklaringen er usikkerheden om rammevilkårene for fiskeriet i Grønland.
- Vi oplever desværre i øjeblikket visse politiske signaler i retning af en forringelse af de vilkår, vi driver virksomhed på. Især Naalakkersuisuts trusler om at ændre tildelingerne af vores kvoter for både rejer og fisk skaber usikkerhed om økonomien i kommende investeringer. Derfor er vi nødt til at udvise rettidig omhu og stille ellers besluttede store investeringer i Grønland i bero, indtil vi kender vores fremtidige kvotesituation. Generalforsamlingen har derfor besluttet, at vi ikke udbetaler udbytte i år, men at overskuddet i stedet forbliver i virksomheden til fortsat konsolidering, oplyser bestyrelsesformanden i en pressemeddelelse.
Skabt mange arbejdspladser
Henrik Leth oplyser, at virksomheden igennem de seneste ti år har skabt mange arbejdspladser i Grønland.
- Som virksomhed med vores hovedinteresser placeret i Grønland er vi interesserede i fortsat at bevare og udvikle arbejdspladser her i landet. Polar Seafood har i 2016 gennemsnitligt beskæftiget 997 personer mod 913 i 2015. I koncernens ledelse er vi bevidste om vores samfundsansvar, og vi vil som den største private operatør i Grønland fortsat have fokus på at styrke arbejdet på dette område. Men det vi ønsker er som sagt stabile vilkår”, understreger Henrik Leth.
Antallet af medarbejdere, der er placeret uden for Grønland, er uændret i løbet af 2016.
Nøgletal fra årsregnskabet – i parentes 2015-tal
- Overskud før skat: 266 mio. kr. – (335 mio. kr.)
- Omsætning: 3,1 mia. kr. – (3,0 mia. kr.)
- Overskudsgrad: 7,7 procent
- Egenkapital: 1.320 mio. kr
- Bidrag til offentlige kasser i Grønland: 305 mio. kr. – (316 mio. kr.)