Polar Seafood øger rejeproduktionen i Nuuk

For at sikre helårsbeskæftigelse til medarbejderne på rejefabrikken i Nuuk har Polar Seafood A/S skruet op for tilførslen af rejer, der er fanget i udenlandske farvande.

Polar Seafoods rejefabrik i Nuuk har i år fået tilført 2.500 tons rejer, som er opfisket i udenlandske farvande og som tidligere blev sendt til Island og Norge.
Offentliggjort

Verdens største distributør af kogte og pillede rejer, Polar Seafood, har lavet et strategiskifte, der sikrer øget beskæftigelse her i landet.

Rejer, fanget i udenlandske farvande, der tidligere blev sendt til forarbejdning i Norge eller Island, bliver nu i et langt større omfang sendt til Polar Seafoods rejefabrik i Nuuk.

- Vi har stor ros til vores medarbejdere på fabrikken i Nuuk. De arbejder på et niveau, hvor de kan konkurrere med resten af verden. At vi nu forarbejder udenlandske rejer i Grønland betyder, at vi kan tilbyde dem stabil beskæftigelse året rundt, siger administrerende direktør i Polar Seafood, Bent Friis-Salling.

2.500 tons

Alene i år er der blevet tilført 2.500 tons råvarer, opfisket i udenlandske farvande, til fabrikken i hovedstaden, oplyser det største privatejede fiskeriselskab i en pressemeddelelse. 

Polar Seafood har desuden valgt at sende flere rejer til forarbejdning i Nuuk i stedet for at udføre arbejdet ombord på selskabets egne trawlere. Strategiskiftet forklares med, “at rejekvoterne er faldet, og fabrikken i Nuuk ellers ikke ville have rejer nok til at producere hele året rundt”.

- Hvis vi vil have gode og stabile medarbejdere, bliver vi også nødt til at være en god og stabil arbejdsplads for dem. Det er vi, når vi kan tilbyde fuldtidsbeskæftigelse hele året rundt, siger Bent Friis-Salling.

Øget produktion

De importerede rejer udgør i dag mellem 10 og 15 procent af de rejer, der bliver forarbejdet i Nuuk. Sammen med de ekstra rejer, der bliver tilført fra Polars egne skibe, betyder det, at fabrikken i Nuuk i 2024 har øget sin produktion med 25 procent.

Powered by Labrador CMS