Polar Seafood: Fiskeri-udspil vil koste dyrt for alle
Naalakkersuisut har sendt flere bekendtgørelser i høring, der kan få vidtrækkende økonomiske konsekvenser - ikke alene for de private rederier og deres medarbejdere, men også for kommunerne og landskassen, lyder det advarende fra Polar Seafood.
Miki Brøns og Bent Salling forudser store indtægtstab for såvel Polar Seafood, medarbejderne, kommunerne og Landskassen, hvis nye bekendtgørelser realiseres.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Allerede fra årsskiftet lægger nye bekendtgørelser op til vidtgående ændringer på fiskeriområdet, som efter Polar Seafoods mening sender det grønlandske fiskeri på en katastrofekurs.
- Hvis bekendtgørelserne vedtages i deres nuværende form, vil de private rederier miste en tredjedel af deres kvote på hellefisk og blive forment adgang til de mest attraktive rejeområder allerede fra den 1. januar, lyder det fra de to medejere og direktører i Polar Seafood Greenland, Bent Salling og Miki Brøns.
Produktionsskibe forbydes
Særligt en bekendtgørelse om teknisk regulering af fiskeriet vil få alvorlige konsekvenser for det største privatejede fiskeriselskab, idet der er lagt op til at forbyde produktionsskibe at fiske efter rejer i de mest attraktive områder i den såkaldte "Disko-kassen".
Polar Seafood har skibe, som vil blive berørt og det vil ifølge selskabet medføre:
- Et tab på op mod 66 millioner kroner i fiskeriafgifter og A-skat.
- Mindsket netto løn for besætninger med op til 32 millioner kroner årligt.
- Dårligere rentabilitet, der vil forhindre udvikling og investeringer.
- En stor del af den eksisterende flåde i Grønland vil altså ikke længe kunne fiske i det mest attraktive område, og der er ikke andre til at tage over. Selvstyret kan altså lige som rederierne se frem til et indtægtstab, bliver det påpeget, og hvor man samtidig gør opmærksom på, at landskasse-indtægterne for rejer i 2025 vil blive reduceret på grund af en lavere TAC.
Savner beregninger
Bent Salling og Miki Brøns står uforstående over for, hvorfor Naalakkersuisut ikke har lavet en økonomisk konsekvensberegning i forbindelse med de nye bekendtgørelser og påpeger, at faldet i indtægter ikke er indregnet i finansloven for 2025.
Og det får kritik, at høringsperioden kun er tre uger.
- Det bliver altså den almindelige skatteyder, der i de kommende år skal betale prisen for bekendtgørelserne, fastslår Miki Brøns og Bent Salling, der finder det “dybt uansvarligt og udemokratisk at gennemføre så drastiske ændringer på så løst et grundlag og med så kort en frist”.
Læs høringsforslaget i sin helhed via dette link:
Høring af forslag til Selvstyrets bekendtgørelse om teknisk regulering af fiskeriet
Hellefisk rammes også
Det er ikke alene begrænsningerne inden for rejefiskeriet, der bekymrer den største privatejede aktør inden for fiskeriet.
En IOK-bekendtgørelse lægger op til, at eksisterende aktører fratages en tredjedel af deres kvoter i Vestgrønland, når det gælder hellefisk, og det vil få følgende konsekvenser, oplyser selskabet:
- En netto lønnedgang på 17-18 % for besætningerne.
- Et fald i skatteindtægter på op til 50 millioner kroner.
- En økonomisk belastning for aktører, der skal købe deres tidligere kvoter tilbage.
- Dette vil underminere økonomien for de eksisterende rederier og deres besætningsmedlemmer. Igen er der ikke taget højde for, at der i dag ikke er nye aktører, der har skibe til rådighed, bliver det påpeget af topcheferne i Polar Seafood.