PÅSKEEKSTRA: Vi er blevet mere selvbevidste om retningen: Skal løfte Grønland mod nye mål

Påske er tid til gode familiestunder og måske også fordybelse i interessante artikler. I anledning af påsken bringer Sermitsiaq.AG hver dag en inuit-artikel fra AG. God fornøjelse.

For lidt over 48 år siden, blev Jens Heinrich født i Charlottenlund. Det var som så meget andet naturligvis ikke til at vide det dengang, men Suso Heinrich og Tom Nordvi Jensens yngste, skulle vokse op til at blive den nye chef for Grønlands Repræsentation i København.

Hans mor – Grønlands første studine – døde tidligere i år, men han har stadig sin far, der oprindeligt er uddannet guldsmed.

Han har dog primært beskæftiget sig med fagforeningsarbejde. Fagforeningerne LO og SIK etablerede i samarbejde Sulisartut Højskoliat i Qaqortoq og kom i den forbindelse til Grønland i 1960’erne, hvor han mødte Suso og fik drengene Jens og den et år ældre bror, Lars. Det vil sige, at brødrene er opdraget i en verden af viden, selvom barndommen ikke har altid har været en dans på roser, fordi der også var en del alkohol, der røg indenbords i barndomshjemmet. Men ikke desto mindre er Jens uddannet cand.mag. på Ilisimatusarfik i 2004 og seks år efter, forsvarede han sin ph.d.-afhandling om landsfogeden under anden verdenskrig, Eske Brun.

Jens’ måde, at anskue livet på, kommer fra forældrene.

- Jeg tror da, at den venstreorienterede tænkning har præget mig: lighed og kampe mod social ulighed. At være der for andre og bidrage til fællesskabet. Jeg synes også, at det taler ind i en gængs grønlandsk måde, at man er der for hinanden og hjælper hinanden, siger han.

Nu er Jens så blevet repræsentationschef i København. Et job, han glæder sig til at komme mere ind i.

- Det er en spændende stilling, hvor man er i berøring med en hel masse ting, der sker i Danmark og i forhold til omverdenen og selvfølgelig på vegne af Grønland og fremme de grønlandske interesser, siger Jens Heinrich, der i forvejen kender til arbejdet i repræsentationen, eftersom han har arbejdet der de sidste tre år som konsulent, senest som konstituereret repræsentationschef.

- Jeg håber, jeg kan være med til at skabe positive forandringer, skabe relationer ude i verden og opbygge samarbejdsrelationer og måske også hæve vidensniveauet om Grønland i Danmark og omverdenen, siger Jens, der altså skal være med til at fremme Naalakkersuisuts interesser og politik.

Grønlands hovedstad: Frankrig

På hjemmefronten er Jens Heinrich på 13. år kæreste med Eva Garde, der er biolog på Grønlands Naturinstitut. Sammen med Eva har han to børn, syvårige Julius og 11-årige Frida. Han har også børnene Noa og Mira Luna på 16 og 20 år fra sit tidligere ægteskab.

Da yngstesønnen gik i 0. klasse, var der et arrangement, hvor både Jens og Eva kom og fortalte og forklarede om Grønland.

- Jeg spurgte, om der var nogle, der vidste, hvad Grønlands hovedstad hed og en lille pige sagde ”Frankrig!”, fortæller Jens og begynder at smågrine over det søde svar, som ikke sådan lige er til at glemme.

Når der skal hygges i familien, så står den gerne på noget familievenligt som X-factor, film eller noget lignende og – selvfølgelig, har man lyst til at sige – godter. Det kan være i hjemmet eller i sommerhuset på Bornholm, hvor der også bliver badet en del.

Jens dyrker sport i det omfang, det kan lade sig gøre. Det bliver enten til en løbetur eller en tur i fitness.

- Det er blandt andet for at undgå at få ondt i ryggen. Det kan man jo sagtens få, når man sidder for meget ned, siger han.

Tidligere spillede han meget fodbold og har spillet for K-33, senere i B-67 og har også spillet i Danmark. Men det bliver ikke til meget boldspil i dag.

Generelt husker han Qaqortoq som et rart sted at vokse op.

- Der var mange venner, og vi brugte naturen meget på ski, fiskeri og fodbold, siger han.

- På mange planer en rar barndom, men der var udbredt druk i den periode, så det var noget, jeg levede med, siger han åbenhjertigt.

Derfor har han gennem sit liv været opmærksom på alkohol og dens mulige farer, så det ikke ville få overtaget hos ham, og så har det været vigtigt for ham at skåne sine børn for samme utryghed og usikkerhed.

- Det skal man ikke byde børn.

Den lærerige historie

Selvom Jens Heinrichs mor var lærer, har han aldrig haft hende til en time i folkeskolen. Hun var forstander på Sulisartut Højskoliat, da han gik i folkeskole. En tid, han husker tilbage på med fornøjelse.

- Det var en god tid. Der var nogle gode, engagerede lærere, siger han.

I forbindelse med sin videre uddannelse har han boet i flere forskellige byer: København, Aarhus, Aasiaat, Narsarsuaq og Nuuk.

Hans forældre blev skilt, da han var 15 år. En sårbar alder, men han var stor nok til at vide, at det nok var det bedste for forældrene.

- Det var da hårdt, men i det lange løb var det nok godt. Men når man står i det, er det ikke sjovt, siger han.

Jens er fascineret af historie og nåede at arbejde tre år som inspektør på Nationalmuseet, inden han flyttede til Danmark. Her var han blandt andet med til at lave en udstilling om Grønland under anden verdenskrig, som han nogle år efter brugte som afsæt for ph.d.-afhandlingen om Eske Brun og Grønlands modernisering efter krigen.

Som den grønlænder, han nu engang er, har han også en spøgelseshistorie.

- Eske Bruns fotografi blev revet ned fra væggen i udstillingen, siger han og kommer selv ind på, hvem det kunne have været.

- Jeg tror, det hænger sammen med blok 5 eksplosionen. Man tog alle murbrokkerne og lagde dem i Kolonihavnen, sidenhen blev Nationalmuseet etableret ovenpå

Nationalmuseet, så det kan godt være, at det er nogle af de der håndværkere, der går igen. Man ved det ikke helt endnu, siger han.

Særlig ånd

Lysten til at vide noget om historien, tror han selv, stammer fra barndommen.

- Der var en særlig ånd omkring Sulisartut Højskoliat med for eksempel hjemmestyreforhandlinger og ministre. Og så har han en meget historisk optaget far, og hans mor er i sig selv historisk spændende. Men der var især én ting, som han bed mærke i, når snakken faldt på morens historie.

- Min ittu (bedstefar, red.), som jeg aldrig mødte – han døde præcis otte år, før jeg blev født – men han var storfanger, og de flyttede til Nuuk i 1950 i konebåd. Det føltes ikke som særlig længe siden, at man levede på en helt anden måde. Og så var min mor jo den første kvindelige student. Hun studerede jura og blev lærer. Det er bare en stor udvikling, der er sket i løbet af utrolig, kort tid, siger han.

- Der er sket meget, og Grønland overtager mere og mere ansvar og kompetencer for egne anliggender. Det vil jeg meget gerne bidrage med. Jeg vil gerne være med til at forme udviklingen, som i sidste ende vil føre til, at Grønland bliver selvstændigt, siger han.

Og de grønlandske skuldre, der skal bære det hele, har som alt andet, udfordringer, men alt i alt, synes han, at det hele peger i den rigtige retning.

- Man bliver mere og mere selvbevidst og klar over hvad for en vej, man gerne vil tage, konkluderer Jens Heinrich.