Opråb: Genoptag forhandlinger om hjælpepakke
Erhvervsstøtteorganisationen Innovation South Greenland opfordrer politikerne til at være pragmatiske og komme i mål med en hjælpepakke til turisterhvervet i Sydgrønland.
Miki Jensen er direktør i Innovation South Greenland og opfordrer til, at politikerne finder en løsning på deres uenigheder om en hjælpepakke til turismeerhvervet i Sydgrønland.
Foto: Lars Kleemann Andersen
- Vi opfordrer politikerne til at tage en pragmatisk tilgang til sagen og arbejde for en løsning, der kan sikre at færrest muligt mister deres arbejdspladser.
Sådan lyder opfordringen fra Miki Jensen, direktør i Innovation South Greenland, som er Kommune Kujalleqs erhvervsudviklingsselskab, i en pressemeddelelse.
Udmeldingen kommer, efter de politiske forhandlinger om hjælpepakken er strandet, og der er opstået iskold luft mellem naalakkersuisoq for handel Naaja H. Nathanielsen (IA) og Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg, fordi et flertal i udvalget har afvist at bevilge hjælpen.
Miki Jensen siger, at situationen med meget storis tidligere på året kan sidestilles med covid-19, da krisen har været uden for menneskelig indflydelse, og at Innovation South Greenland står klar til at støtte op om en langsigtet løsning:
- Det bør være op til de relevante instanser at administrere og vurdere ansøgningerne. Politikerne skal fokusere på de overordnede beslutninger og ikke lade administrationen af midlerne stå i vejen for hjælpen til erhvervet, udtaler Miki Jensen.
Får kritik for at være rodet og bureaukratisk
Naalakkersuisoq lagde i sommer op til, at der ville komme økonomisk hjælp til de turistoperatører, der led under ekstraordinært meget storis, som resulterede i en stribe aflyste krydstogtbesøg.
Men et flertal i Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg har afvist at blåstemple ansøgningen om hjælpepakken fra naalakkersuisoq.
Næstformand i Finans- og Skatteudvalget Pele Broberg har blandt andet udtalt til Sermitsiaq, at naalakkersuisoq er kommet med et rodet oplæg til hjælpepakken, 'der på ingen måde sikrer hjælp til trængende men mere bidrager til unødig administration.'