Der er ikke klima
til biavl mange steder i Grønland, og dem, der har prøvet, må ofte kaste
håndklædet i ringen. I Narsarsuaq-området er der dog en bigård, som overlever.
Det er Ole Guldager, som til daglig driver Narsarsuaq Museum, der de seneste 12
år har kunnet holde liv i sine bier. I dag er han den eneste i Grønland, der
holder bier.
Når sommeren er
god med masser af solskin, er honningudbyttet stort. I år er sommeren indtil
videre regnfuld og tåget, men sidste sommer var ”fantastisk”, siger Ole
Guldager, da Sermitsiaq får lov til at opleve bigården i Narsarsuaq.
ABONNENTER
Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser.
Historier som denne kræver abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
Der er ikke klima
til biavl mange steder i Grønland, og dem, der har prøvet, må ofte kaste
håndklædet i ringen. I Narsarsuaq-området er der dog en bigård, som overlever.
Det er Ole Guldager, som til daglig driver Narsarsuaq Museum, der de seneste 12
år har kunnet holde liv i sine bier. I dag er han den eneste i Grønland, der
holder bier.
Når sommeren er
god med masser af solskin, er honningudbyttet stort. I år er sommeren indtil
videre regnfuld og tåget, men sidste sommer var ”fantastisk”, siger Ole
Guldager, da Sermitsiaq får lov til at opleve bigården i Narsarsuaq.
- Sidste
år var fantastisk med solskin i to måneder. Der får man masser af honning. Det
handler meget om solskinstimer, og det gik godt sidste år. Oven i var der mange
bier, så kan man virkelig få noget udbytte, siger Ole Guldager.
Honning er
populært
Når udbyttet er
godt, producerer en bifamilie, som det kaldes, 50 til 80 kilo honning. I år
spår Ole Guldager, at hans bier ikke vil producere store mængder honning.
- Vi
sælger ellers alt det, der kan sælges, og mere til, siger han.
Da Ole Guldager
havde flest bier, solgte han honning til hele Grønland, til Pisiffik og
Brugseni, og sendte kasser med honning med fly til Tasiilaq. Der var gang i en
forretning, men så gik det nedad, og nu er der kun nok honning til, hvad han og
museet selv kan sælge.
- Vi er
meget hæmmede i Grønland i forhold til lovgivning om biavl. Det er dyrt og
tidskrævende. Dyrt på den måde, at man mister meget honning ved at skulle lave
familierne, dronningen og bierne selv.
Har potentiale
Biavl er ikke nyt
i Grønland. Første gang det blev forsøgt var i starten af 1950'erne, hvor der
blev lavet forsøg i Qassiarsuk. Der kan være potentiale til en eksportsucces,
der ikke kræver store offentlige investeringer og tilskud, mener Ole Guldager.
- Jeg
tror på, at det godt kan lade sig gøre, og jeg vil gerne bane vejen for, at
andre kan gøre det.
I starten af
september tager man den sidste honning fra bierne. Derefter begynder man at
fodre dem til vinteren, hvor de får flydende sukker.
