Øgede krav til teleudbydere
Hans Peter Poulsen vil skabe større sikkerhed omkring telekommunikation.
Hans Peter Poulsen: – Jeg har det overordnede ansvar for sikkerheden for kritisk infrastruktur inden for mit område.
Leiff Josefsen
– Jeg har
nedsat en arbejdsgruppe, som er i gang med at se på, hvilke øgede krav, der
skal stilles til teleudbyderne, siger naalakkersuisoq for boliger og
infrastruktur Hans Peter Poulsen.
– Efter at
arbejdsgruppen kommer med sine anbefalinger til Naalakkersuisut, vil vi se på
hvilke øgede krav, der skal stilles i lovgivningen, oplyser han og påpeger, at
formålet med kravene er, at sikre telekommunikationens tilgængelighed,
fortrolighed, integritet (det vil sige at informationer ikke bliver forvansket
undervejs) og autentisitet (det vil sige, at vi kan stole på, at afsendere er
dem, de giver sig ud for at være). Kravene vil som udgangspunkt være
teknologineutrale.
I den forbindelse oplyser Hans Peter Poulsen,
at de fleste krav vil blive stillet til Tusass, da Tusass som koncessionshaver
har ansvaret for infrastrukturen. Det vil sige, at Tusass har ansvaret for at
træffe beslutninger om søkabler, satellitter og radiokæder, som lever op til
kravene.
- Hvem har ansvaret for sikkerhed omkring
kritisk infrastruktur i Grønland - sikkerhed mod terror og sikkerhed mod
naturkatastrofer?
– Det
grundlæggende princip for beredskab, herunder forebyggende sikkerhed, er
sektoransvarsprincippet. Det betyder, at jeg har det overordnede ansvar for
sikkerheden for kritisk infrastruktur inden for mit område. Da ejerskab og
driften af infrastrukturen er lagt i selvstyreejede aktieselskaber, er det mit
ansvar at sikre, at lovgivningen stiller de rette krav til aktieselskaberne, og
at der er den rette kontrol med, om selskaberne lever op til lovgivningen,
siger Hans Peter Poulsen og oplyser, at for områder, som selvstyret ikke har
overtaget, er det den pågældende danske minister, som har det overordnede
ansvar for lovgivningen.
– Teleområdet,
herunder søkabler, radiokæder og brug af satellitter, hører under mit
ansvarsområde, understreger han.
- Hvis Tusass skal anlægge et nyt søkabel for
at sikre telekommunikationen - vil selvstyret betale for det?
– I
forhold til at sikre telekommunikationen gennem anlæggelse af et nyt søkabel,
så er det som udgangspunkt Tusass, som skal finansiere denne anlæggelse.
– Tusass har fået støtte fra
EU-midler til delvis finansiering. Der er ikke tradition for, at selvstyret
yder direkte tilskud til Tusass' infrastruktur, oplyser Hans Peter Poulsen.