Nyt råstofanlæg på vej i Nuuk

Kommuneqarfik Sermersooq inviterede torsdag til informationsmøde om et nyt råstofprojekt. Projektet skal sikre adgang til bedre byggemateriale med nyt havneanlæg.

Offentliggjort

Det er Arkitekt Thomas Riis ApS, der på vegne af Dykkerfirmaet Masik, står bag en ansøgning til Kommuneqarfik Sermersooq om arealreservation for at etablere råstofanlæg i et område nord for anstalten i Nuuk.

Virksomheden Masik, der er ejet af Mike Høegh, vil etablere et kajanlæg med tilhørende areal til ind- og udskibning, håndtering, produktion og deponi af sømaterialer før det sælges videre til byggeprojekter i Nuuk og på kysten.

For at området kan bruges til formålet skal der fjernes omkring 200.000 kubikmeter fjeld, oplyser Mike Høgh ved informationsmødet.

Bedre kvalitet af materialer fra havbunden

Det er ikke nyt at hente sand og sten på havet, men det har indtil videre været i noget mindre målestok og noget mere usmart, da det ikke har været muligt at deponere materialet, indtil det kunne blive afsat. Derfor har Masik kun hentet søsten en et begrænset omfang, når en virksomhed har bestilt det.

Søsten har den fordel, at det er langt stærkere materiale, end det man kan udvinde i fjeldet på grund af havets bearbejdning.

Desuden har GEUS lavet undersøgelser, der viser, at nogle områder omkring Nuuk indeholder betydelig mængder af granit, som er særdeles hårdt og holdbart materiale.

Arkitekt Thomas Riis argumenterede ved mødet, at adgangen til flere råstoffer fra havet på sigt kan betyde, at man skal bruge mindre beton til at bygge, fordi det kan holde til mere på grund af den bedre kvalitet af sten og sand. Det kræver dog, at bygningsreglement og lovgivning følger med, blev det påpeget til informationsmødet.

Håndterer støv og generer ikke boliger

Projektet vil ifølge bygherren også kunne spare kommunen for penge, da man kan begynde at købe søsten fra projektet, som på nuværende tidspunkt importeres fra Norge, fordi kvaliteten af sand og sten her fra fjeldet ikke er god nok.

Området, hvor projektet skal opføres, ligger så tæt på lufthavnen, at det ikke er egnet til boliger eller kontorbygninger, men kun til industrielle formål, oplyste Mike Høegh.

Den nærmeste bygning er Nuuks nye anstalt, og et af de få spørgsmål kom da også fra en medarbejder i Kriminalforsorgen, som ville vide om støv fra produktionen kan risikere at komme i anstaltens overvågningskameraer.

Mike Høegh forsikrede om at maskinstøv kan håndteres ved hjælp af vand og overdækning af knuseren, så det skulle ikke blive et problem.

Må vente på endelige godkendelser

Der var angiveligt ingen langrendsentusiaster til stede, for det var arkitekten selv, der bragte bekymringer for langrendssporet på bane. Sporet går ud forbi området og vil krydse den vej, der skal gå ned til projektet. Thomas Riis fortalte at i tilfælde af problemer med støv på sneen, så man ikke kan køre der, vil det være bygherrens ansvar at anlægge en bro over vejen til skiløberne.

Når høringen er slut den 8. februar skal projektet godkendes af kommunalbestyrelsen, men på grund af kommunalvalget den 6. april er kommunens forventningen, at behandlingen af ansøgningen tidligst kommer på et møde hos en ny kommunalbestyrelse til maj.

Herefter skal der laves et kommuneplanstillæg, som også skal i offentlig høring, før en endelig godkendelse af projektet.

Mike Høeghs forsigtige gæt, på hvornår anlægget kan stå klart til produktion, er 2023.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS