Nukissiorfiit-chef stopper øjeblikkeligt
Topdirektøren i Nukissiorfiit Michael Pedersen er med øjeblikkelig varsel stoppet som direktør.
I en yderst kortfattet meddelelse fra Naalakkersuisut oplyses det mandag aften, at Naalakkersuisut og energidirektør Michael Pedersen har indgået en gensidig fratrædelsesaftale.
Sidste arbejdsdag for Michael Pedersen er den 30. september.
- De nærmere detaljer om aftalen er underlagt fortrolighed, fremgår det af meddelelsen.
Dermed får offentligheden ikke at vide, om fratrædelsesaftalen skyldes håndteringen af de alvorlige vandproblemer i Uummannaq, der mandag udviklede sig yderst kritisk for selskabet.
Søndag meddelte Nukissiorfiit, at vandet fra vandværket i byen igen kunne drikkes. Men allerede mandag eftermiddag blev den beslutning omgjort af miljømyndighederne.
Økonomidirektør Claus Andersen-Aagaard er blevet konstitueret i stillingen som energidirektør, meddeler Naalakkersuisut.
Dermed er direktionen skrumpet fra tre til to mand. Ud over Claus Andersen-Aagaard er Kenneth Nyland ansat som teknisk direktør.
Michael Pedersen har boet i Nuuk siden 1996 og var afdelingschef for Natur-, Energi- og Klimaafdelingen i Departementet for Miljø og Natur, før han i maj 2014 blev konstitueret som direktør for Nukissiorfiit.
Den 23. maj 2015 blev han udnævnt til direktør og har siddet som topchef i mere end fire år.
Nukissiorfiit er som forsyningsvirksomhed ansvarlig for at producere og levere el, vand og varme til størstedelen af forbrugerne i Grønland. Nukissiorfiits forsyningspligt omfatter 17 byer og 53 bygder.
Af 2018-regnskabet fremgår det, at forsyningsvirksomheden beskæftigede månedslønnede og timelønnede i et omfang, der svarer til 388 fuldtidsansatte.