Nu må der forsøgsfiskes efter søpølser
Frem til den 27. juli er det muligt at ansøge om at deltage i forsøgsfiskeri efter søpølser, oplyser Naalakkersuisut.
Royal Greenland har gode erfaringer med at fiske efter søpølser i Canada. Søpølser af høj kvalitet er efterspurgt i Asien, oplyser RG's direktør Susanne Rajamand.
Royal Greenland
Søpølser kan vise sig at være en værdifuld eksportvare til Asien. Det er baggrunden for at Naalakkersuisut har tilladt forsøgsfiskeri efter søpølser.
Forventningen er, at søpølse-fiskeriet vil kunne give beskæftigelse på fiskefabrikker i de perioder i vintermånederne, hvor det kystnære fiskeri kører på lavt blus.
Naalakkersuisut har oprettet en TAC på 800 tons, hvor 200 tons fordeles ligeligt på fire kammuslingeområder: Attu området, Sisimiut Nord (Kangaarsuk), Sisimiut Syd (Saqqaq) og Nuuk området.
Frem til årsskiftet
Forsøgsfiskeriet gælder frem til årsskiftet og og det er tilladt at anvende bundskraber, som størrelsesmæssigt er kendt fra det kommercielle kammuslingefiskeri, hvor stålposen kan være byttet ud med en netpose. Der vil være 100 procent indhandlingspligt.
Royal Greenlands administrerende direktør Susanne Arfelt Rajamand oplyste tilbage i december sidste år til Sermitsiaq, at rederiet ville skrue op for fiskeriet efter søpølser, da man havde haft gode erfaringer i Canada.
- Nye arter giver mulighed for at sikre vækst i Grønland. Samtidig giver det mulighed for at drive vores fabrikker mere effektivt, da en række af de nye arter kan fiskes, når fabrikkerne ikke udnyttes til maksimal kapacitet, fortalte direktøren tilbage i december.
Søpølser fanges via bundskrab, hvorefter fangsten sorteres. Susanne Arfelt Rajamand oplyser, at farvandene omkring Grønland er optimale for søpølser af høj kvalitet, hvilket der er stor efterspørgsel efter i Asien.
Der kan ansøges om at deltage i forsøgsfiskeriet via Sullissivik.