Nu kan der indhandles torsk i Tasiilaq

Royal Greenland har åbnet for indhandling af fisk i Tasiilaq, og den første levering af torsk er modtaget den 20. august.

De første torsk er modtaget i det nye indhandlingssted i Tasiilaq tirsdag den 20. august.
Offentliggjort

En ny fiskefabrik i Tasiilaq står endnu ikke klar. Men der er plads til at modtage de første torsk, melder Royal Greenland.

Royal Greenland har modtaget de første torsk i  Tasiilaq tirsdag den 20. august:

- Vi er glade for at kunne modtage fisk, før fabrikken åbner officielt. Vi regner med at kunne modtage 2-3 tons fisk om dagen i starten, og vi håber, at muligheden bliver veludnyttet, udtaler driftschef Møller Lyberth i en pressemeddelelse.

Det første spadestik til fabrikken blev taget i februar i år, og virksomheden forventer at den vil stå klar til næste år. 

Royal Greenland har allerede nu modtaget en betinget autorisation fra Fødevarestyrelsen, hvilket gør det muligt at starte indhandlingen, mens byggeriet af den nye fabrik fortsætter, oplyser Royal Greenland.

Stor begejstring

- Der er stor opbakning og begejstring blandt de lokale fiskere, som ser frem til de nye muligheder, fabrikken vil bringe til Tasiilaq. Vi har også haft fornøjelsen af at få besøg af borgmesteren for Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen, 1. viceborgmester Justus Hansen, og områdechef i Tasiilaq, Hjørdis Viberg, som kom for at se den nye indhandling i gang, skriver virksomheden.

Mens indhandlingen så småt begynder, er der opført vægge ved enden af fabrikken, så byggeriet kan fortsætte samtidig med indhandlingsdelen startes op.

Powered by Labrador CMS