Nitter: Det handler ikke om banelængden
For Air Greenland har det ingen betydning, om landingsbanen i Qaqortoqs nye lufthavn bliver 1500 meter eller 1199 meter med den flyflåde, selskabet råder over nu. Der bliver bedre forbindelse uanset hvad, slår direktøren fast.
Der er flere ting at tage hensyn til, når politikerne skal tage den endelige beslutning om lufthavnen i Qaqortoq.
Årsagen til, at spørgsmålet om banelængden overhovedet er kommet frem igen, er, at udbuddet på den planlagte 1500 meter bane med terminalbygninger udmundede i et tilbud på mere en én milliard kroner, mens der kun er budgetteret med 670 millioner.
I øvrigt penge, som endnu ikke er afsat på finansloven.
6-7 timer til København
Den kortere bane vil mindske anlægsomkostningerne og have mindre konsekvens for samfundsøkonomien, fremgår det af en opdateret rapport fra Deloitte, der er offentliggjort for nyligt.
Og står det til Air Greenland, så er længden ikke det afgørende.
- Vores oplæg til beflyvningen er det samme. Vi vil tilbyde en attraktiv fartplan til Sydgrønland via den nye atlantlufthavn i Nuuk. Uanset om banens længde er 1500 meter eller 1199 meter, så vil kunderne kunne forvente en rejsetid fra Qaqortoq til København på seks til syv timer, siger direktør i Air Greenland, Jacob Nitter, til Sermitsiaq.AG.
Ingen direkte fly til Danmark
Direktøren understreger, at virksomhedens flyflåde allerede i dag er tilpasset korte baner.
- Nuuk er i øjeblikket 950 meter og Ilulissat 845 meter, så 1199 vil under alle omstændigheder være mindre begrænsende, end det vi arbejder med i dag, siger han.
I rapporten om samfundsøkonomiske konsekvenser har Air Greenland også et indlæg med, hvor Jacob Nitter oplyser, at der med en ny lufthavn vil være en øget frekvenser mellem Qaqortoq og Nuuk på ugebasis i forhold til flyvningerne til Sydgrønland i dag.
Han oplyser i samme ombæring, at det også vil betyde, at den direkte flyvning fra Sydgrønland til Danmark om sommeren udgår.