Det canadiske Amaroq Minerals lykkedes i sidste uge med at få produceret den første guldbarre på 1,2 kg fra Nalunaq-minen i Sydgrønland. Det skriver selskabet i en aktuel børsmeddelelse.
Den 26. november fik Amaroq selvstyrets midlertidige godkendelse til at sætte anlægget i Nalunaq drift, og dagen efter gik de i gang med forarbejdningen af guldgranulat, hvilket tog 10 timer.
Det canadiske Amaroq Minerals lykkedes i sidste uge med at få produceret den første guldbarre på 1,2 kg fra Nalunaq-minen i Sydgrønland. Det skriver selskabet i en aktuel børsmeddelelse.
Den 26. november fik Amaroq selvstyrets midlertidige godkendelse til at sætte anlægget i Nalunaq drift, og dagen efter gik de i gang med forarbejdningen af guldgranulat, hvilket tog 10 timer.
Der er tale om en såkaldt ”doré-guldbarre, der ikke kun indeholder guld, men også andre ædelmetaller, og som derfor skal til videreforarbejdning hos selskabets samarbejdspartner schweiziske Metalor Technologies, som er specialiseret i raffinering af ædle metaller.
Et stort skridt frem
Amaroq Minerals har også indgået aftale med det amerikanske selskab Auramet International, der vil opkøbe alt det guld, der produceres i minen. Derudover er der indgået aftale med et britisk raffinaderi, der skal stå for samarbejdet med lokale aktører i Grønland som smykkeværksteder og lignende.
– Jeg vil gerne takke mine kolleger og hele holdet ved Nalunaq, som har arbejdet utrætteligt for at levere det første guld til tiden og samtidig opretholde en høj sikkerhed på sitet. Det første guld her fra Nalunaq-minen er et stort skridt frem på vores rejse, der også vil øge vores økonomi. Efterhånden som minen går fra at være en omkostning til at sikre indtægter, vil vores fokus ændre sig henimod at forlænge minens levetid samt sætte gang i yderligere efterforskning, der skal frigøre råstofpotentialet i flere af vores projekter i Grønland, udtaler direktør Eldur Olafsson.
Selskabet vil fortsætte med at optimere på forarbejdningsanlægget, og forventer at etablere et flotationsanlæg i løbet af 2025, der vil gøre det muligt at forarbejde guldet yderligere i Grønland.
Midlertidige godkendelser
Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling, Naaja H. Nathanielsen, der i disse dage deltager på råstofkonferencer i London og Bruxelles, siger til Sermitsiaq, at guldminen i Nalunaq ikke er genåbnet endnu, men at selskabet har fået en række midlertidige godkendelser til visse aktiviteter:
– Formålet med de midlertidige godkendelser er at give selskabet mulighed for at indfase nogle af deres tekniske processer. Naalakkersuisut forventer en fuld genåbning af minen i 2025, siger hun.
Mangler IBA-aftale
Da minen ikke har alle godkendelser i hus endnu, er der derfor heller ikke en færdig IBA-aftale, siger Naaja H. Nathanielsen.
IBA-aftale (Impact Benefit Agreement) er er en aftale mellem selvstyret, selskabet og den berørte kommune – i tilfældet her Kommune Kujalleq om lokale forpligtelser som for eksempel etablering af uddannelsesprogrammer, brug af lokal arbejdskraft m.m.
– Jeg /Naalakkersuisut håber selvfølgeligt, at minen vil bidrage med jobmuligheder, erhvervsmuligheder og nye indtægter både lokalt og nationalt. Endnu er vores minesektor ikke så stor, at vi for alvor ser den sætte nationalt aftryk, men der er ingen tvivl om, at hver eneste råstofrelateret aktivitet kan mærkes lokalt, hvor den bidrager med vækst og nye indtægter.
- Målet er selvfølgeligt flere aktive miner i landet og mere efterforskning. Begge dele er vigtige. Og Nalunaq er et af de projekter, vi håber, får et solidt fundament at stå på, så vi er glade for de fremskridt de gør, siger Naaja H. Nathanielsen.
Investeringer for millioner
Amaroq Minerals har siden 2020 investeret ca. 500 mio. kroner i at bygge procesanlæg, modtagefaciliteter og genetablere minen i Nalunaq. Foruden denne licens har selskabet også flere andre efterforskningslicenser i Sydgrønland, og er aktuelt den største licenshaver med råderet over i alt knap 6.000 km2.
Guldprojektet forventes at skabe 168 arbejdspladser ved minen.
Guldminen i Nalunaq har været i produktion to gange tidligere. Først i 2004-09 under det canadiske selskab Crew Gold Corporation. Dernæst i 2009-2013 under det britiske selskab Angel Mining. I 2014 overtog canadiske AEX Gold licensen. Selskabet har siden skiftet navn til Amaroq Minerals.