Múte til KNI: Ensret dagligvarepriserne i butikkerne

Naalakkersuisut stiller krav om, at KNI skal have fokus på at minimere eventuelle prisforskelle på de samme varer og dagligvarer, som sælges på tværs af butikkerne i Varedivisionen.

Múte B. Egede kunne oplyse på KNI-generalforsamlingen, at Naalakkersuisut arbejder på at tage initiativ til en prisanalyse på dagligvarer i KNI's Varedivision
Offentliggjort

Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, sendte en særlig besked til ledelsen i KNI-koncernen på dets generalforsamling, der blev afviklet i fredags.

Af årsrapporten fremgår det, at Varedivisionen er særligt udfordret, fordi bosætningsmønstret har ændret sig med færre beboere i bygderne, hvilket forringer KNI’s kundegrundlag og mulighed for at skabe den fornødne indtjening.

Prisanalyse på vej

- Disse forhold bedes selskabets ledelse arbejde henimod at løse. Naalakkersuisut vil i den forbindelse være til rådighed for dialog om, hvordan disse udfordringer på sigt løses på den mest hensigtsmæssige måde. Dertil pålægger Naalakkersuisut, at ledelsen i KNI skal have fokus på at minimere eventuelle prisforskelle på de samme varer og dagligvare, som sælges på tværs af butikkerne i varedivisionen, lød det i talen fra Múte B. Egede.

Formanden for Naalakkersuisut kunne samtidig afsløre, at Naalakkersuisut arbejder på at tage initiativ til en prisanalyse på dagligvarer i Varedivisionen. En analyse som politikerne i Inatsisartut har efterlyst.

Múte B. Egede fremhævede også, at der i år ikke skal betales udbytte på trods af et årsresultat på 173,7 millioner kroner før skat, hvilket er et resultat af den nye ejerskabspolitik.

Intet udbytte

- Naalakkersuisut er derfor tilfreds med at praktisere ejerskabspolitikkens punkt om, at udbytte fra de selvstyreejede aktieselskaber kan anvende overskud til borgernes fordel via prisreduktion. Konkret benyttes KNIs overskud til prisdæmpende tiltag på flydende brændstoffer. KNI udbetaler derfor ikke udbytte som tidligere, hvilket markerer endnu et nyt kapitel i selskabets 250-årig historie, blev der sagt fra talerstolen og hvor det blev pointeret, at “KNI er samfundsejet og skal være til gavn for hele befolkningen”.

Den siddende bestyrelse blev genvalgt, men Múte B. Egede påmindede KNI om, “at der skal arbejdes aktivt med succession i bestyrelsen og direktionen i henhold til ejerskabspolitikken”.

Powered by Labrador CMS