Maritimt center: Asii beklager flytning

Asii Chemnitz Narup, borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, klapper ikke i hænderne over den forestående flytning af Imarsiornermik Ilinniarfik

Asii Chemnitz Narup, borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, IA, klapper ikke i hænderne over den forestående flytning af Imarsiornermik Ilinniarfik. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Det er ærgrer Asii Chemnitz Narup, borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Inuit Ataqatigiit, at Naalakkersuisut vil etablere et nyt maritimt center i Nuuk og dermed blandt andet lukke Imarsiornermik Ilinniarfik i Paamiut.

- Det er med beklagelse, at jeg kan konstatere, at Naalakkersuisut har besluttet at flytte den maritime skole til Nuuk. Jeg har forståelse for, at de uddannelsesmæssige interesser kan være modstridende med lokalsamfundets interesser. Derfor er det af afgørende betydning, hvilke perspektiver den fremtidige anvendelse af bygningerne har, siger borgmester Asii Chemnitz Narup, der dermed ikke er den eneste politiker, som udtrykker sin beklagelse over Naalakkersuisuts beslutning.

Også medlem af Inatsisartut for Siumut Kim Kielsen har luftet sin kritik om samme sag tidligere i dag her på Sermitsiaq.AG.

Læs "Siumut om maritimt center: Ikke gennemtænkt"

Læs "Nyt uddannelsessted bakkes op"

Læs "Nyt center for maritime uddannelser i Nuuk"

Paamiut skal revitaliseres
Som mange er bekendt med har udviklingen i Paamiut efterhånden stået stille i mange år. Og det er Kommuneqarfik Sermersooq også klar over og betegner den situation for byen som ’ikke tilfredsstillende’.

Derfor har kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq en målsætning om at revitalisere byen for at skabe nye udviklingsmuligheder i Paamiut.

Naalakkersuisut har meldt ud, at bygningerne i Paamiut skal benyttes til et center for udviklingshæmmede. Borgmester Asii Chemnitz Narup inviterer med det udgangspunkt til samarbejde.

- Kommunalbestyrelsen indgår gerne i en dialog om udviklingen af uddannelsestilbud, der både kan være til glæde for unge handicappede og samtidig bidrage til at styrke Paamiut som et levende lokalsamfund, siger Asii Chemnitz Narup.

Powered by Labrador CMS