Makrel: Fiskeri i grønlandsk farvand skal sikre fremtidige kvoter
Departementet for fiskeri, fangst og landbrug kommenterer udtalelser fra KNAPK i Sermitsiaq om makrelfiskeriet
Grønland spænder ben for sig selv, når det gælder makrelfiskeriet. Det siger KNAPKs formand får Rådet for pelagisk og bundfiskeri, Michael Skourup til Sermitsiaq.
Han henviser til begrænsninger i mulighederne for at fiske i internationalt farvand.
Men der en mening med galskaben, skriver departementet for fiskeri, fangst og landbrug i et svar. Overordnet set handler det om, at Grønland skal stå så stærkt som muligt i fremtidige forhandlinger om kvoter for makrel.
Reglerne skruet sådan sammen, at man kun må fiske i internationalt farvand før 30. juni, når man har opfisket 80 procent af sin kvote eller fra 1. september (se faktaboks). Med den oplysning korrigerer departementet Michael Skourups udlægning en anelse.
Baggrunden for reglerne er, at flest mulige makreller skal fanges i grønlandsk farvand.
- Dette skal ses i lyset af, at fangsttallene af makrel i grønlandsk område kommer til at være essentielle i de fremtidige kyststatsforhandlinger. Grønland kan ikke stille nogle kvotekrav i kyststatsforhandlinger baseret på fiskeri i international zone. Derfor er det i Grønlands langsigtede interesser at Grønlands makrelkvote primært fiskes i grønlandsk zone, skriver departementet i sin kommentar.
Michael Skourup kritiserer desuden, at Grønland kun må fiske 20 procent af kvoten i internationalt farvand, hvorimod Island må hente 35 procent af deres kvote her.
- Det er korrekt, at cirka 35 % af Islands samlede makrelfangster i 2017 var fisket i international zone, men sådan har det ikke altid været, og det nævner Michael Skourup ikke. Island blev en anerkendt kyststat til makrel i 2010. Af Islands samlede makrelfangster fra 2010 til 2016 blev mindre end 3 % i gennemsnit fisket i internationalt farvand. I modsætning kan grønlandske fartøjer i 2018 fiske 20 % af TAC’en i internationalt farvand, lyder svaret fra departementet.
Du kan læse hele artiklen med Michael Skourups kritik i Sermitsiaq: