Lufthavn hårdt ramt af teknik-problem

Der vil gå måneder, før lufthavnen i Maniitsoq er fuldt funktionsdygtig. Et særligt radionavigeringsudstyr er gået i stykker, og først til marts forudser Mittarfeqarfiit at have løst problemet.

Offentliggjort

Under særlige vejrforhold er det umuligt for piloter at lande i lufthavnen i Maniitsoq. Det skyldes, at et særligt udstyr, der fortæller piloten hvor langt flyet er fra landingsbanen, er gået i stykker.

Det betyder, at vejrforholdene skal være af en karakter, hvor piloten med egne øjne kan orientere sig i forhold til landingsbanen, før man kan lande.

Distance Measuring Equipment (DME) er skræddersyet til hver enkelt lufthavn, og det har vist sig, at det er umuligt at reparere udstyret. En ny er på vej, men det vil tage noget tid, inden den ankommer, er testet og godkendt af luftfartsmyndighederne, fremgår det af en meddelelse fra lufthavnsselskabet Mittarfeqarfiit.

Avanceret udstyr

- Vi har at gøre med noget specielt og avanceret udstyr, som er tidskrævende at anskaffe, installere og tage i brug. Det er med andre ord et kompliceret forløb. Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at det vil påvirke flytrafikken i Maniitsoq i de kommende måneder under dårlig sigtbarhed, men vi arbejder så hurtigt som overhovedet muligt på at få det ordnet, så flytrafikken kan normaliseres igen, siger driftsdirektør i Mittarfeqarfiit, Niels Grosen.

Det bliver understreget, at den ødelagte DME ikke påvirker flyvesikkerheden, men udelukkende lufthavnens regularitet i forhold til sigtbarheden.

Powered by Labrador CMS