London Mining-tilladelse kan gives på kort tid
Det kommende Naalakkersuisut vil kunne give en tilladelse til London Mining inden for tre måneder, siger råstofpolitisk ansvarlig Ove Karl Berthelsen
- Vi havde stillet 60 stole op, men vi måtte hente flere.
Sådan fortæller Søren Thalund fra Det Grønlandske Hus / Kalaallit Illuutaat i København til Sermitsiaq.AG.
Det sker i forbindelse med, at medlem af Naalakkersuisut for erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsen, Inuit Ataqatigiit, onsdag ved et åbent arrangement gav en status på storskalaloven, storskalaprojekterne, tidshorisonter og samfundsmæssige konsekvenser og muligheder.
Storskalaprojekter og tidshorisont
På et spørgsmål om tidshorisonten for de to mest aktuelle storskalaprojekter, nemlig London Minings planlagte jernmalmmine ved Isua i Godthåbsfjorden og Alcoas projekt med en aluminiumssmelter ved Maniitsoq, var svaret fra Ove Karl Berthelsen, at det kommende Naalakkersuisut vil kunne give en mulig tilladelse til London Mining inden for tre måneder. Og at Alcoa kan få en en mulig tilladelse inden for to-tre år.
Arrangementet i Det Grønlandske Hus var i øvrigt solidt dækket af Politiken, Berlingske, den amerikanske ambassade og den australske ambassade. Folketingets Grønlandsudvalg var også inviteret, men ingen danske politikere mødte op.