Krydstogtsturismen skæpper i kassen

Krydstogtsturismen har bidraget med en trecifret millionomsætning i løbet af de første ti måneder i 2023 alene blandt virksomheder i hovedstadskommunen. Det fremgår af en rapport, som Sermersooq Business har fået udarbejdet.

Offentliggjort

Der er tale om ganske store beløb, som Grønland får i indtjening alene baseret på krydstogtsturismen.

Fra januar til november i 2023 har 23 virksomheder i Kommuneqarfik Sermersooq haft en omsætning fra krydstogtskibe, der løber op i 233,3 millioner. Desuden har butikker og spisesteder haft en omsætning på 5,6 millioner kroner fra krydstogtsgæsterne, hvilket svarer til et gennemsnit på knap en million kroner per forretning.

- Vi er utrolig glade for endelig at have håndfaste data om det økonomiske udbytte af krydstogtturismen. Det giver os et solidt fundament for at planlægge fremtidens turisme på et mere oplyst grundlag, siger Mads-Daniel Skifte, der er chef for Sermersooq Business.

Mange arbejdspladser

Der er også mange arbejdspladser forbundet med krydstogtindustrien, fremgår det af rapporten, som afslører, at der er skabt 29 fuldtidsstillinger, 27 deltidsstillinger og 155 sæsonarbejdspladser.

Rapporten, som Sustine Consult har udarbejdet, bygger på data fra 23 virksomheder i kommunen. Virksomhederne har sendt tal på, hvor meget de har faktureret til udenlandske rederier, skibe og forsyningsagenter inden for krydstogtindustrien. Ud af de 233 millioner kroner står Polaroil for cirka halvdelen af omsætningen.

Sermersooq Business oplyser med baggrund i rapporten, at krydstogtsturismen er en vigtig del for den lokale økonomi, idet krydstogtsindustrien står for omkring 32 procent af den samlede omsætning blandt de virksomheder, der har deltaget i undersøgelsen.

Millioninvesteringer

- Prisniveauet på de mest populære produkter, som turisterne køber, varierer fra 40 kroner til 6000 kroner, med et gennemsnit på 1078 kroner, oplyser hovedstadskommunen med baggrund i rapporten.

Sustine Consult har også spurgt til, hvor meget virksomhederne har investeret og fremadrettet har tænkt sig at investere i relation til krydstogtsindustrien. I 2023 løb det op i 4,85 millioner kroner og virksomhederne har planer om at investere yderligere 5,8 millioner kroner i år og 6,1 millioner kroner inden 2025-sæsonen skydes i gang.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS