Krydstogtskibe giver millionindtægt

”Costa Deliziosa” med 2500 turister ombord har lagt over tre millioner kroner i Grønland

Foto: Internettet
Offentliggjort

Krydstogtturisme er tilsyneladende en god forretning for Grønland. Alene ét skib, italienske Costa Deliziosa med 2500 gæster ombord, har lagt over tre milloner kroner i bare to byer.

Beregnet ud fra paxafgiften og en rundringning til fire større turistaktører og- butikker i Ilulissat og Nuuk har krydstogtturisterne betydet en direkte omsætning til Grønland på 3,4 millioner kroner.

- På bagrund af vores butiksomsætning er det realitisk at skønne, at skibet mindst har lagt en million i Ilulissats andre butikker, taxaer, cafeer og andet udtaler Espen Andersen, direktør for World of Greenland.

Også i Nuuk skal man lægge omsætningen højere ende 3,4 milloner kroner, da dette regnestykke kun omfatter byens to turistkontorer. Dermed hæver dette ene krydstogtsskibs betydning for Grønland sig op over fire millioner kroner, skønner Anders Stenbakken, direktør for Grønlands Turist- og Erhvervsråd. Han henviser til, at dette er udenlandsk valuta. Det vil sige penge, der direkte tilføres den grønlandske økonomi.

- Dette tal kunne dog have været langt højere. Det viser, hvor vigtig krydstogtsturismen er for Grønland og hvor vigtigt det er, at det private og det offentlige i højere grad samarbejder om at skabe de bedst mulige betingelser for turismen. Det nytter ikke at have en holdning om, at ”krydstogtskibe kun er til besvær, de lægger ingen penge”. Det modbeviser alene dette skib, understreger Anders Stenbakken.

"Costa Deliziosa" anløb Nuuk 7. august og Ilulissat 9. og 10. august på sit togt fra Europa til Grønland.

Powered by Labrador CMS