Kronik: Danske håndværkere opfører sig som koloniherrer

Mie Laugesen er gymnasielærer i Aasiaat. Hun er træt af, at danske håndværkere rejser til Grønland for at opføre sig som koloniherrer, for derefter rejser hjem igen uden at tage ansvar for konsekvenser af deres opførsel i landet.

Offentliggjort

- Da jeg flyttede til Aasiaat i det vestlige Grønland for at starte nyt job som gymnasielærer, stiftede jeg hurtigt bekendtskab med et dansk håndværkermiljø i byen. Det var præget af en mandsdominerende kultur, hvor man støtter hinanden i forestillingen om, at det i Grønland er tilladt at gøre, som det passer en. Konsekvenserne er noget, man rejser fra.

Sådan indleder Mie Laugesen, der er gymnasielærer i Aasiaat, sin kronik i mediet Information.dk. De forhold hun beskriver i sin kronik er ikke beskrivelser fra 1970’erne. Men beskrivelser fra dagens Grønland.

Mie Laugesen er godt klar over at sådan en kronik kan skabe røre i lokalsamfundet, men den risiko er hun villig til at løbe, fortæller hun til Sermitsiaq.AG.

Ukronede konger

I sin kronik på Information beskriver Mie Laugesen hvordan behovet for byggeri tiltrækker flere håndværkere. Nogen af dem tilpasser sig samfundet, de kommer til. Men flere opfører sig som ukronede konger, mener hun.

- Flere af dem opfører sig som koloniherrer, der ubekymret tager for sig af goderne, og den helt store gode for dem er de grønlandske kvinder. De dyrker ubeskyttet sex med dem og spreder kønssygdomme, gør dem gravide, giver dem øl og opmærksomhed for så at skride igen, lyder den konkrete udmedling fra gymnasielæren.

Konsekvenser for pigerne

Helt unge piger på 17 år fra hele Nordgrønland kommer til Aasiaat for at starte på gymnasiet. Gymnasielæreren har flere gange oplevet de unge piger glade og forelskede, hvorefter der følger højt fravær fra undervisnignen når glæden forsvinder. Og den største konsekvens kan være, at den unge pige vælger at droppe ud af gymnasiet med ar på sjælen, fortæller Mie Laugesen,

- De unge gymnasieelever i byen er begyndt på et helt nyt kapitel i deres liv, de fleste af dem er flyttet langt væk fra deres familier, de skal være selvstændige, og en helt naturlig del er selvfølgelig også, at de skal prøve deres grænser af. Det eventyr er der desværre en del ældre danske mænd, som inviterer sig selv med på, lyder det fra Mie Laugesen.

Hun understreger, at hun ikke bebrejder de unge piger, som bliver forført af de danske håndværkere, men at det simpelthen er nogle af de danske mænd der udnytter de unge piger groft.

Powered by Labrador CMS