Future Greenland

Kommentar: Øv – her kommer Future Denmark

Den fjerde udgave af landets største og ellers mest spændende erhvervskonference tegner til at blive en tam oplevelse, vurderer Sermitsiaqs journalist i denne kommentar

Future Greenland 2013 var medrivende og konkretSermitsiaqs kommentator gruer for, at den kommende udgave bliver det stik modsatte
Offentliggjort

Bør jeg få mig nogle flere hobbies?

Spørgsmålet trængte sig på, da de værste tømmermænd havde lagt sig den 1.januar. Til min overraskelse var noget af det, jeg glædede mig allermest til i det nye år Future Greenland.

Den to-årlige begivenhed i Nuuk som samler flest nålestribede jakkesæt i Grønland på ét sted. To dages ustandselig snak, sludder og smalltalk. Kort sagt en erhvervskonference. Hmm.

Men ved nærmere eftertanke var det måske ikke så underligt.

Spændende 2013-konference
Den forrige udgave arrangeret af Grønlands Erhverv (GE) var medrivende. Bortset fra en flyfrisk konsulent fra Institut fra Fremtidsforskning i København, som var overrumplet over hvor mange nuummiut der rendte rundt i Canada Goose-jakker og som postulerede, at Grønland sagtens kunne producere et bedre sælgende tøj-brand, var Future Greenland ´13 ekstremt veltilrettelagt.

Den var en perlerække af indsigtsfulde indlæg og impulsive debatter. Som da Ib Laursen fra Greenland Minerals and Energy og Kaj Kleist fra London Mining til stor moro for publikum brød ud i åbenlys uenighed om, hvordan storskalaloven egentlig skulle fortolkes.

Som da en direktør på baggrund af erfaringer fra Nunavut afklædte de multinationale koncerners lovprisninger om brug af lokal arbejdskraft og nær var ved at bide tungen af sig selv, da hun kom til at sætte navn på, at Shell er storslem til at indhente pseudo-tilbud.

Debatten var frisk
Eller som da daværende naalakkersuisoq for finanser Maliina Abelsen rasede imod en grønlandsordfører fra Folketinget.

– Jeg bakker ud, så længe retorikken i dansk politik, er som den er i øjeblikket. Nogle mangler forståelse for, at Grønland med selvstyreloven har overtaget råstofområdet, harcelerede hun og høstede klapsalver fra en fyldt sal.

Væk med pølsesnak og banaliteter
Da jeg forlod Future Greenland 2013, var det med en følelse af – undskyld klicheen – fuldt genopladede mentale batterier. Måske derfor har jeg ikke nænnet at slette en fin Future Greenland 2013-app på min mobil, der ellers gisper efter ledige megabytes.

Udslagsgivende for den vellykkede konference var, at GE havde lagt en skarp ramme over arrangementet: Hvordan vi skulle komme fra vision til virkeliggørelse. Framingen eliminerede pølsesnak og banaliteter.

Future Greenland, som finder sted 6-7.maj tegner desværre til at blive det stik modsatte.

”Vækst og velfærd – scenarier for Grønlands udvikling”, lyder omdrejningspunktet for den fjerde erhvervskonference. Programmet stritter i alle retninger. Jeg savner en rød tråd.

Ingen overraskelser
Blandt oplægsholderne er Bo Lidegaard, chefredaktør på den danske avis Politiken, og administrerende direktør for Dansk Industri, Karsten Dybvad. Her i avisen har de redegjort for nogle af deres tanker op til konferencen. Det var selvfølgeligheder, som ingen kunne være uenige i.

Velmenende, velkendte udsagn om øget samarbejde, oplagte potentialer og så videre og så videre. Ingen konkrete overvejelser. Intet.

Ingen tvivl om at de to herrer er ferme og flittige til deres hver deres gesjæft. Men det foregår naturligvis i en daglig dansk kontekst.

Er mange af oplægsholderne automatisk fundet i den sydlige sektor af rigsfællesskabet og ud fra rang fremfor gavn, kan jeg ikke undgå at fundere.

Blottet for fiskeri
Lige nu oplever vi et historisk monopolbrud: Fire flyselskaber kappes om fragt og passagerer. Kunne det ikke have været relevant at samle direktørerne fra Aluu Airlines, Greenland Express, Air Greenland og Iceland Air i en paneldebat?

Mange erhvervsprojekter er i de seneste årtier endt som dyre fiaskoer. Der er nok at tage af, og det er der så vidt intet i vejen med. For ros til alle de der forsøger, men ris til os der ikke vil lære af fejlene. Desværre lider erhvervslivet under en berøringsangst for konkurser. En angst importeret fra Danmark.

Men hvorfor ikke gøre ligesom til erhvervskonferencer i Nordamerika og samle nogle af nøglepersonerne bag de kuldsejlede erhvervsforsøg for at høre og lære af deres erfaringer?

Siumuts Jens-Erik Kirkegaard har kritiseret Future Greenland for at have forsømt landets bærende erhverv, fiskerisektoren. Han har en pointe, og jeg må indrømme, at jeg trods forklaringer fra GE ikke har forstået, hvorfor programmet er blottet for indlæg, der har noget med rejer, hellefisk eller torsk at gøre.

Blottet for kommunikation
Læg dertil manglende oplægsholdere om internet og telekommunikation, som ellers bliver mere og mere vigtig for vækst.

GE har dog prøvet at gå nye interessante, veje. Hvis Michael Binzer var indstillet på at tale om de ting, der også er ubelejlige for Michael Binzer Aps., og hvis Kim Kielsen ikke havde nedlagt et bizart Binzer-beruftsverbot, kunne det indlæg have været mægtig spændende.

Spændende tegner en paneldebat mellem de fire borgmestre også til at blive – hvis de da dukker op.

Jeg håber virkelig, at mine negative forventninger bliver gjort til skamme, når Future Greenland slår dørene op i Katuaq. Ikke mindst så jeg undgår at istemme koret fra nogle kritiske net-kommentatorer, der allerede har hittet på et øgenavn for erhvervskonferencen; Future Denmark.

Læs svar fra Brian Buus, direktør i Grønlands Erhverv her

Læs flere artikler om Future Greenland 2015:

Stor pensionskasse: Her er vores milliarderplaner for Grønland

Kim Kielsen til slipsedrengene: Vi skal nok give jer arbejdsro

Studenterforening: Giv os gratis adgang til konferencen

Kommentar: Øv – her kommer Future Denmark

Powered by Labrador CMS