Efter KNR-brøler
KNR: Vi vil fortsat være kritiske
- Vi kan ikke ændre på det, der er sket. Og vi vil fortsat lave kritiske historier om det politiske liv. Det er vores forpligtelse, siger tillidsmand for nyhederne, KNR
- Alle i KNRs nyhedsredaktion, hvad enten de er journalister, afviklere eller versionister tager kraftigt afstand fra vores webredaktørs fornærmende og uretfærdige betegnelse af Partii Inuits formand Nikku Olsen. Det lever på ingen måde op til de standarder, som vi i KNR ønsker at agere på.
Læs også: Nikku sammenlignet med Hitler
Læs også: Atassut: KNR bør undskylde
Læs også: KNR fyrer netredaktør
Sådan lyder det i en pressemeddelelse, hvori tillidsmand Apollo Mathias Jeremiassen, fortæller, at alle ansatte er dybt berørt af situationen, hvor medarbejderne mandag oplevede, at deres webredaktør, Peter Troelsen, blev bortvist fra KNR, fordi, han i en mail, der fejlagtigt blev sendt retur til Nikku Olsen, sammenlignede formand for Partii Inuit med Adolf. Nikku Olsen var ikke i tvivl om, at det var en sammenligning med Adolf Hitler.
- Alle ansatte i KNR er dybt berørt af situationen. Men selve hændelsen kan vi ikke ændre på, da det er sket. Vi kan heller ikke ændre på, hvis lytterne og læserne på KNRs hjemmeside har mistet noget af deres tillid til os. Den tillid vil vi arbejde på at genopbygge. Men vi vil fra KNRs nyhedsafdelings side samtidig gøre opmærksom på, at vi, trods denne uheldige og uantagelige episode, ikke vil holde op med at lave kritiske historier om det politiske liv i Grønland. Det er vores forpligtigelse - hvad enten man er enige eller uenige med os, skriver Apollo Mathias Jeremiassen.