KNI-skandale ender ikke i retten

Anklagemyndigheden har besluttet, at der ikke skal rejses nogen form for tiltaler i den omfattende sag om lagermanipulationer og mulig forsætlige manipulation af regnskaberne i KNI A/S og Neqi A/S. Det begrundes blandt andet med “ressourcemæssige årsager”.

KNI's servicecenter i Sisimiut
Offentliggjort

Selv om KNI A/S for to år siden måtte justere egenkapitalen med en negativ effekt på 341 millioner kroner efter skat på grund af “væsentlige fejl”, som KNI-ledelsen udtrykte det i årsberetningen, så vil sagen aldrig blive efterprøvet ved en domstol.

KNI-ledelsen har indgivet flere politianmeldelser i sagen, men kun en enkelt anmeldelse har ført til en kriminalsag mod den tidligere regnskabschef, som i maj blev dømt for bedrageri og dokumentfalsk. Den sag er imidlertid anket og endnu ikke berammet ved landsretten.

Bevisbyrden

- Politiet modtog i sin tid en anmeldelse dels vedrørende ulovlig/uretmæssig opskrivning af KNI´s lager og dels vedrørende bedrageri og dokumentfalsk. Hovedpersonen/gerningsmanden/den ansvarlige skulle i begge tilfælde være XX (den tidligere regnskabschef, anonymiseret af redaktionen), oplyser specialanklager Lars J. Pedersen hos Grønlands Politi over for Sermitsiaq.

Specialanklageren tilføjer, at efterforskningen vedrørende de ulovlige/uretmæssige opskrivninger af KNI’s lager viste, “at der ikke med tilstrækkelig sikkerhed ville kunne gennemføres en kriminalsag med domfældelse til følge”.

- Det blev herefter vurderet, at der alene skulle rejses tiltale for anmeldelsen vedrørende bedrageri/dokumentfalsk, forklarer Lars J. Pedersen.

På et senere tidspunkt modtager Grønlands Politi endnu en politianmeldelse fra KNI-ledelsen, som vedrørte en mulig forsætlig manipulation med regnskaberne i KNI A/S og datterselskabet Neqi A/S, og hvor der var begrundet mistanke om overtrædelse af kriminallovens paragraf 62, stk 1 og årsregnskabslovens paragraffer 164, 8 og 11.

Begrundelsen

At anklagemyndigheden vælger at droppe og rejse tiltale i disse forhold begrundes af specialanklageren på følgende måde:

- Sanktionen i en mulig domfældelse af disse forhold ville blive absorberet i den sanktion som XX (den tidligere regnskabschef, anonymiseret af redaktionen) ville blive idømt vedrørende bedrageri og dokumentfalsk forholdene. Derfor blev det af efterforskningsmæssige og ressourcemæssige årsager besluttet ikke at gøre mere ved denne anmeldelse.

Powered by Labrador CMS