KNI-målsætning: Arbejdsskader skal halveres

KNI A/S har sat sig et mål om at få halveret antallet af arbejdsskader i 2024.

Arbejdsglæden og loyaliteten blandt KNI-medarbejderne ligger over landsgennemsnittet, men kun 54 pct. af medarbejderstaben indgår i undersøgelsen
Offentliggjort

Antallet af arbejdsskader i KNI-koncernen tog et kraftigt dyk i det seneste regnskabsår i forhold til året før.

Ifølge 2023/2024 regnskabet blev der således registreret 30 arbejdsskader i regnskabsåret mod 65 arbejdsskader blandt alle ansatte i selskabet i 2022/2023:

- I 2022/23 registrerede vi 65 arbejdsskader, som var 35 flere end året før. Stigningen skyldtes primært, at flere medarbejdere deltog i Arbejdsmiljøuddannelsen, hvor de blev opfordret til at anmelde enhver arbejdsskade, inklusive mindre skader. 

- Dette har bidraget til en højere rapporteringsfrekvens, hvilket er et skridt i retning mod et mere transparent og sikrere arbejdsmiljø, skriver KNI-ledelsen i årsrapporten for 2023/24.

Det seneste år har nedgangen i arbejdsskader for Pilersuisoq/Engros været betydelig fra 48 året før til 19 skader i 2023/24.

Ingen alvorlige

Det bliver understreget, “at ingen af de anmeldte skader i dette regnskabsår var alvorlige; de fleste var småskader som fald, snitskader og fejlløft”.

Et særligt indberetningssystem, som Energidivisionen har indført, har vist sig at være yderst effektivt, og planen er, at udvide systemet til resten af KNI i indeværende år for at styrke forebyggelsen af arbejdsskader yderligere.

Indberetningssystemet indkluderer hændelsesbeskrivelser, der sendes rundt i divisionen med forklaringer på, hvordan lignende skader kan undgås, hvilket har haft en positiv effekt, oplyses det.

KNI-ledelsen prioriterer et sikkert og sundt arbejdsmiljø højt, bliver det understreget i årsrapporten, og i samme boldgade lægger man vægt på, at medarbejdertilfredsheden er høj. 

Høj arbejdsglæde

I regnskabsåret har man nok engang gennemført en medarbejdstilfredsheds-undersøgelse, som viser, at arbejdsglæde og loyalitet blandt medarbejderne ligger på henholdsvis indeks 82 og 86, hvilket er højere end landsgennemsnittet blandt de selskaber, som også benytter Ennovas evalueringer.

Spørgsmålet er imidlertid, om tallene svarer til det reelle niveau, da man sidste år kun opnåede en svarprocent på 54, hvilket ligger langt fra ledelsens målsætning om, at 80 procent af medarbejderstaben skal danne grundlag for undersøgelsen.

-Denne lavere svarprocent indikerer behovet for yderligere indsats for at engagere vores medarbejdere i undersøgelsesprocessen og sikre deres deltagelse, skriver ledelsen i årsrapporten.

KNI-koncernen havde i det forløbne regnskabsår 838 ansatte.

Powered by Labrador CMS