Kangerlussuaq

Kielsen træder på havne-bremse

Naalakkersuisut-formanden understreger, at der endnu ikke er fundet penge til en ny havn i Kangerlussuaq

Havneforholdene i Kangerlussuaq er i dag ikke tidssvarende, for eksempel når krydstogtpassagerer kommer i transit
Offentliggjort

Kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia var lige lovlig optimistisk og hurtig på tasterne, da kommunen for nyligt sendte en pressemeddelelse ud, hvor det fremgik, at Naalakkersuisut og kommunen var enige om, at Kangerlussuaq skal have en ny havn hurtigst muligt. Og at Naalakkersuisut vil sikre en bevilling på 50 millioner kroner til projektet - allerede i 2017.

Læs: Kangerlussuaq får en ny havn

For efterfølgende har Naalakkersuisutformand Kim Kielsen 'præciseret' landsstyrets holdning til spørgsmålet.

Pengene skal på bordet
Naalakkersuisut er enig i, at bedre havneforhold vil være et godt bidrag til udviklingen af turismen. Men pengene er ikke sikret endnu.

Naalakkersuisut er således i færd med at udvikle et projekt for en ny havn - med det formål, at projektet kan indgå i forhandlingerne i Inatsisartut om finansloven for næste år, understreger Kim Kielsen på Selvstyrets hjemmeside.

Desuden er parterne enige om at holde et seminar om Kangerlussuaq inden udgangen af året, hvor bygdens fremtid er på dagsordenen.

Uden om Kangerlussuaq
Den Siumutledede koalition satser på, at det kan lykkes at skaffe investorer, så landingsbanerne i Nuuk og Ilulissat kan forlænges til 2.200 meter - så passagererne kan rejse tværs over atlanten uden mellemlanding i Kangerlussuaq. Og det store spørgsmål er i denne forbindelse, hvordan fremtiden for bygden så kommer til at se ud.

Læs: 'Hvor mange skal fyres i Kangerlussuaq?'

Powered by Labrador CMS