Grønlands nyere historie er fyldt med
mennesker, der mere eller mindre tilfældigt er kommet til landet for en kort
bemærkning – og er endt med en livslang karriere i landet.
Advokat og partner i Nuna Advokater Peter
Schriver er et godt eksempel.
Den 6. januar er det 25 år siden, at han kom til
Grønland, og siden har han været en vigtig spiller i det grønlandske
erhvervsliv – både når det er gået godt, men også når det er gået mindre godt.
For den 69-årige advokat er ekspert i
konkurssager, hvor trådene skal redes ud, når det går galt. Konkurs- og
insolvens-retten, som det hedder med et fagudtryk, blev Peter Schrivers
speciale, da han i 1990’erne var advokat og partner i Dania Advokater i
København. Firmaet havde et kontor i Nuuk – og det førte så til, at Peter
Schriver blev sendt til Nuuk i år 2000.
- Kontoret I Nuuk havde udfordringer,
fortæller Peter Schriver.
- Min opgave var at finde ud af, om vi skulle
lukke eller gøre noget ved det. Efter nogle få ophold i Nuuk konkluderede jeg,
at der var grundlag for at gøre noget ved det - vi havde dygtige folk, der blot
havde brug for en leder, der vidste noget om at drive advokatforretning.
Sager var der nok af
- Sager var der nok af – og konkurrenterne var
primært danske advokatfirmaer, der gaflede alle de gode sager. Det kunne og skulle
vi gøre noget ved, siger Peter Schriver.
- Jeg påtog mig midlertidigt at lede kontoret,
indtil vi havde fundet en egnet kontorleder- men det endte med, at jeg
fortsatte og nu kan holde 25-års jubilæum i Nuna Advokater.
Som specialist i konkurs-og insolvenssager var
der nok at rive i. Fiskeriet gik dengang som nu op og ned – og Peter Schriver
var blandt andet involveret i håndteringen af Brdr. Lyberth Maniitsoq, Krabberederier
(5-6 stykker med 19 skibe og krabbefabrikken i Nanortalik, værfterne i Qaqortoq
og Aasiaat, guldminen og rubinminen og derudover entreprenørselskaber som
Viking Byg Upernavik Aps, og S&G (Tasilaq).
Puisi-sagen
Mest spektakulær var nok Puisi-sagen.
Hjemmestyret havde store forventninger til et projekt om salg af sælpølser med
mere til Kina. Men det hele faldt til jorden med et brag, da det viste sig, at
Puisis partner, der skulle stå for produktionen og salget i Kina, var en
bluffmager. Det hele var et stort luftkastel, så sagen endte med et kæmpetab
til Hjemmestyret.
En anden stor sag opstod i Tasiilaq, da
Bygge-Hans, som den lokale matador blev kaldt, pludselig døde i 2005. I første
omgang lykkedes det at redde virksomheden så aktiviteterne fortsatte, men
senere gik den konkurs.
- Jeg tog til Tasiilaq for at behandle boet –
og det viste sig hurtigt, at hele byen var afhængig af virksomheden. Der skete
ikke noget i byen uden om den virksomhed, Bygge-Hans havde skabt. Den byggede
og vedligeholdt deres huse, veje og institutioner, reparerede deres biler og
maskiner, udførte helikoptertransporter, begravede folk og sørgede for
fyrværkeriet ved ankomst/afgang af første/sidste skib, beretter Peter Schriver.
- Da jeg kom til Tasiilaq, fik jeg hele
virksomheden overdraget. Allerede den første dag måtte jeg tage stilling til en
begravelse – og så finde ud af at skaffe noget fyrværkeri til det sidste skib.
Løbetur mellem isbjørne
- Så jeg har prøvet lidt af hvert. På et
tidspunkt strandede vi i Kulusuk i seks dage. De første dage brugte jeg på
løbeture mellem måltiderne, men så ankom et par biologer, der kunne oplyse, at
de havde talt 73 isbjørne i området. Så var det slut med løbeturene!
Det er både spændende og udviklende at arbejde
som advokat i Grønland, mener Peter Schriver.
- Vi er ofte meget tæt på klienterne, hvor vi
er involveret i beslutningsprocesserne og ikke kun ”kigger juraen efter i
sømmene”.
Samtidig er Grønland et samfund i rivende
udvikling med mange interessante opgaver. Især råstofsektoren har Peter
Schrivers store interesse.
- Siden 2000 har vi set en stor udvikling
indenfor Råstofsektoren. Guldminen i Nalunaq åbnede og lukkede og er nu i gang
igen. Der blev efterforsket på livet løs både efter mineraler og olie og gas -
en udvikling som vi blev stærkt involveret i, og som gav os en international
vinkel, som fortsat er et særligt kendetegn for Nuna Advokater.
Rivende udvikling
- I takt med at samfundet udviklede sig og
blev internationaliseret, udviklede vi os også både i antal og med hensyn til
kompetencer. Da jeg kom, var der to advokater, en fuldmægtig og tre advokatsekretærer-
alle danske på nær en – og i dag er Nuna Advokater en virksomhed med atten
medarbejdere- heraf otte advokater, fem på vej og fem advokatsekretærer -
hvoraf seks danske og tolv lokale- så der er virkelig sket noget.
Udviklingen vil fortsætte, mener Peter
Schriver.
- Den nye lufthavn i Nuuk vil medføre en
yderligere internationalisering af det grønlandske samfund og erhvervsliv. Vi
har jo allerede tydeligt mærket en øget interesse fra udlandet – men lufthavnen
skaber også helt nye muligheder for vækst i det grønlandske erhvervsliv.
Peter Schriver er faldet godt til i Grønland.
- Jeg blev – umærkeligt – bidt af Grønland. Af
menneskene – som jeg altid er blevet godt modtaget af og har følt mig godt
tilpas iblandt og af landet, der jo simpelthen er det smukkeste i verden - når
det er godt vejr.
Det er også blevet til mange venskaber – ikke
mindst i løbeverdenen.
- Jeg er vild med at løbe. Det får mit hjerte
til at banke – ligesom det banker for Grønland.
- Det er blevet til mange gode løbeture med
Naape, og jeg har blandt andet deltaget i Nuuk – Kapisillit fire gange og
Kangnu, halvmarathoner i Nuuk, Leif den Lykkeliges Marathon og mange flere.
Peter Schrivers 25-års jubilæum i Grønland
fejres den 10. januar i forbindelse med Nuna Advokaters traditionsrige
nytårsskænk, der er blevet holdt hvert år siden en gang i 80’erne.