Jørn Skov Nielsen ude af Greenland Minerals

I al ubemærkethed har Jørn Skov Nielsen forladt Greenland Minerals i oktober 2021. Dermed står han heller ikke til at modtage de gyldne aktieoptioner, som han ellers havde udsigt til, hvis selskabet havde opnået udvindingstilladelse.

Jørn Skov Nielsen er ude af Greenland Minerals. Han tiltrådte selskabet i juni 2020 efter at være stoppet som departementschef i Erhverv, Energi og Forskning i maj 2020. Før karrieren i departementet var han direktør i Råstofdirektoratet.
Offentliggjort

Der har været meget stille omkring direktør i Greenland Minerals Jørn Skov Nielsen hele efteråret, og det har haft sin årsag. Af selskabets kvartalsvise rapport fremgår det nemlig, at Jørn Skov Nielsen forlod selskabet den 31. oktober 2021. Det skriver avisen Sermitsiaq.

Sermitsiaq har flere gange forsøgt at få en kommentar fra Jørn Skov Nielsen til Naalakkersuisuts lov om forbud mod uran, der har gjort det svært for selskabets at fortsætte projektet ved Kuannersuit.

Jørn Skov Nielsen tiltrådte det australske selskab Greenland Minerals i juni 2020 med det formål at sikre fremdrift i procedurerne frem mod en udvindingstilladelse. Jørn Skov Nielsen kom da fra en stilling som departementschef i Erhverv, Energi og Forskning samt tidligere direktør for Råstofdirektoratet og havde dermed indgående kendskab til lovgivningen på erhverv- og råstofområdet.

Hans skifte fra departementet til industrien vakte stor opsigt, da Jørn Skov Nielsen selv havde været med til at udforme lovgivningen på råstofområdet og var indbegrebet af topembedsmand i Grønland.

Læs hele historien i denne uges udgave af avisen Sermitsiaq. Få adgang her:

Powered by Labrador CMS