Jagten på råstoffer har splittet befolkningen i Alaska

"Vi vil holde jer sikre, vi vil gøre jer rige, og sammen vil vi bringe Grønland til højder, som I aldrig har troet muligt før." 

Sådan lød budskabet fra den amerikanske præsident Trump til den grønlandske befolkning i en tale til kongressen den 4. marts. 

Og for nylig under et besøg på den amerikanske base Pituffik Space Base, sagde den amerikanske vicepræsident J.D. Vance, at USA håber, at grønlænderne vælger at samarbejde med USA, fordi USA er den eneste nation, der vil respektere Grønlands suverænitet og sikkerhed. Ved samme lejlighed sagde energiminister Chris Wright, at vi ikke skal skamme os over, at vi har brug for naturressourcer til at skabe energi, og at energi giver os muligheder og rigere liv. 

Tilbud fra USA

 Ifølge Washington Post er Trump-administrationen allerede ved at strikke et tilbud sammen til Grønland, der skal lokke os over til USA. Med hvad er prisen for Grønland? For vores miljø? Og det samfund, vi kender i dag? 

Selvom Alaska har haft en meget anderledes historie, så er det alligevel værd at skelne til, når man taler om Grønlands fremtid. 

For der bor ca. 20.000-30.000 Inuit i Alaska, der blev annekteret af USA i 1867. Nogle hundrede år senere fandt man store mængder af olie, gas og mineraler i Alaska. Hvilke muligheder gav det de oprindelige folk i Alaska? Og hvordan blev det forvaltet? 

Det ved professor i miljøvurdering i Arktis, Anne Merrild en del om, for hun har rejst på nordkysten af Alaska – den del der hedder North Slope Borough, hvor byer som Barrow, Prudhoe Bay, Deadhorse og Nuiqsut, hvor der bor mange Inuit, ligger.

 Ny lovgivning for oprindelige folk 

Anne Merrild har især set nærmere på, hvordan olie, gas og mineralske ressourcer er blevet administreret og hvordan den lovgivning, ”Native Landclaims Settlement Act”, der blev implementeret i 1974 for at sikre de oprindelige folk i området, har bidraget til både velstand, men også større ulighed, interne spændinger og stor fattigdom. 

– Langs nordkysten har man en række små Inuit-samfund, der på mange måder er sammenlignelige med de samfund, vi ser i Grønland. De har været relativt isolerede, og der har ikke været en stærkt forbindende infrastruktur mellem byerne, der primært har levet af fiskeri og fangst. Men da USA i 1960’erne finder olie og gas i de her områder, så ønsker man fra regeringens side også at tilgodese de oprindelige folk med retten til indtægter fra aktiviteter, der foregår på overfladen det vil sige boreplatforme, barakker, rørledninger og andet der skal til for at udvinde ressourcerne. 

Opdeling af befolkningen 

Til formålet opretter man nogle regionale fonde i de forskellige områder, og alle der kan bevise, at de er mindst ¼ oprindeligt ophav i sig, får aktier. Fondene kan så inddrive skat af aktiviteterne, hvilket generer et overskud, der så kan investeres i hoteller og andet eller udbetales direkte til de heldige aktionærer.

– Men idet man begynder at skelne mellem, hvem der er oprindelige folk, og hvem der ikke er, splitter man samfundet. Nogle får adgang til aktier og store indtægter og andre får ingenting. Og der er også forskel fra område til område, hvor meget der tjenes i de forskellige fonde, fortæller Anne Merrild, der også oplevede, at folk måske nok fik flere penge til eget forbrug, men at der ikke gik flere penge til fællesskabet, der i stigende grad forfaldt. 

Merforbrug førte til inflation 

– De her ekstra penge understøttede ikke udbygningen af samfundet. De understøttede alene nogle enkeltpersoner, der måske nok blev rigere, så de kunne købe større biler og flere forbrugsvarer, men som samtidig skabte inflation, så alting blev dyrere. Så selvom man måske tjente 100.000 mere om året, så steg priserne på forbrug også med 100.000. Og det betød en endnu større forskel på rig og fattig.

 Ifølge Anne Merrild så endte mange af de ekstra forbrugspenge faktisk også hos udlændinge, der etablerede restauranter og servicevirksomheder i områderne, og som også sørgede for, at der kunne købes alkohol og stoffer, der desværre fulgte med opsvinget. 

Olien er et tveægget sværd

 En af de bygder som Anne Merrild besøgte i 2016-17 var Nuiqsut, der var omkranset af boreplatforme. Her beskrev de lokale olien som et tveægget sværd. 

– De var på den ene side blevet afhængige af indtægterne fra produktionen af råstoffer, men på den anden side var deres jagt- og fiskeriområder blevet ødelagt og mange havde en følelse af, at det var forkert, det der foregik. At boreplatformene ikke burde være der. Så lykken er måske ikke rigdom for den enkelte, siger Anne Merrild.

 Derudover er der i dag problemer med, at det kun er de aktier fra 1974, der går i arv, mens nye aktier skal tilbagegives til fondene ved dødsfald. 

Så på den måde hersker der stor grad af tilfældighed i forhold til, hvem der er blevet beriget af naturressourcerne, og hvem der ikke er. 

Personlig rigdom eller et rigt samfund 

Anne Merrild, der selv er vokset op i Grønland, mener, at den grønlandske befolkning står stærkere i egen kultur og ret i forhold til befolkningen i Alaska. 

– Men jeg tror, at man skal passe på, hvis man får et tilbud fra USA, der handler om at gøre individet rigt. Man bør i stedet fokusere på at sikre bedre veje, et stærkere sundhedsvæsen og flere uddannelsesmuligheder for alle. Det er gennem denne form for rigdom, at samfund og befolkninger kan blive stærkere.