Investor-nyt
Mandagens store opmærksomhedssluger blev A.P. Møller-Mærsk, der oplevede en solid kursfremgang i kølvandet af spekulationer om et aktiesplit.
FLSmidth fik også udnyttet mandagens positive stemning på aktiemarkedet, hvilket blev understøttet af en købsanbefaling fra Alm. Brand.
I den triste ende af skalaen lå William Demant.
Alt i alt endte C20-indekset 0,7 procent højere og lukkede i index 501,19, hvilket er ganske tæt på seneste rekord.
Mærsks B-aktie lukkede 2,7 procent højere i kurs 71.700 i mandagens marked og bevæger sig nu ind i rekordniveau. Der florerede mandag rygter i marked om et muligt aktiesplit i forholdet 1:10 af A.P. Møller–Mærsk aktien. Udsigten til højere fragtrater på verdensplan er med til at stabilisere aktiekursen.
Også FLSmidth steg 1,6 procent og lukkede i rekordniveau mandag.
Tredobbel Vestas
Det internationale finanshus Morgan Stanley har næsten tredoblet kursmålet på Vestas-aktien, og samtidig får konkurrenten Gamesa et tilsvarende løft i sit kursmål, skriver European Market Scope. Kursmålet er hævet fra 110 kroner til 320 kroner - som dog er under det handlede niveau på 372 kroner (mandag).
Det tyske index DAX 30 har brudt index 8000 og bliver handlet i index 8040 tirsdag. Vi er stadig meget positive med hensyn til tyske aktier og forventer stadig positiv vækst samt stabile nøgletal fra Tyskland i den nærmeste fremtid.
Alcoa åbnede regnskabssæsonen i USA, efter at markedet var lukket. Kvartalets regnskab var på højde med markedsestimater, og aktien steg 1,7 procent.
Det amerikanske marked lukkede mandag positivt. DowJones steg med 0,28 procent til index 13.649,29 og Nasdaq steg med 0,13 procent til index 2.670,51.
Vi er på vej ind i regnskabssæsonen i USA, og vi forventer en vækst på omkring 4-5 procent opgjort år til år, mens væksten i Europa vil være noget højere.
Bobbeltilstand i Kina
I Kina er de såkaldte A-aktier (primært for kineserne) steget kraftigt i 2006 og 2007 og har skabt spekulation om bobbeltilstand og bekymring for effekten, hvis boblen brister.
Der har været nogle korrektioner, men vi vurderer, at det ikke har global betydning, at det kinesiske aktiemarked vil sætte sig lidt i nærmeste fremtid.
Interessante regnskaber i uge 28: Genentech, Suedzucker og General Electric.
Små rentefald
Obligationsinvestorerne fik ikke de helt store nyheder fra nøgletalsfronten, så mandagens små rentefald blev anset som en modreaktion efter de seneste rentestigninger. Den tyske industriproduktion viste styrke, men det var ventet af økonomerne.
Den toneangivende danske statsobligation, 4 procent 2015, lukkede fredag 0,05 point højere i kurs 95,24 med en effektiv rente på 4,70 procent.
Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,02 point højere i kurs 87,87 med en effektiv rente på 5,30 procent.
Over natten er det kommet frem, at det kinesiske handelsoverskud er steget til rekordhøje 26,9 milliarder US Dollars, en fordobling over det seneste år, hvilket givetvis ikke vækker begejstring i USA.
Tirsdagens vigtigste begivenhed ventes at være Bernankes tale om inflation. Markedet håber at høre bemærkninger om, at den førte politik har virket og at inflationen er på vej ned, hvorved en hindring for en FED-nedsættelse er ryddet af vejen.
(Redaktionen sluttet tirsdag den 10. juli 2007.)