Hotel Arctic bekæmper CO2
Miljøminister Connie Hedegaards besøg i Ilulissat satte ekstra fokus på miljøforbedringer

Hotel Arctic i Ilulissat kan nu registrere et kontant udbytte af sine miljø-investeringer. Det oplyser hotellets administrerende direktør, Erik Bjerregaard, i en samtale med rejsebranchemagasinet Travel People.
Hotellet har gennem de seneste 10 år været indehaver af Den Grønne Nøgle, der forpligter ejeren af symbolnøglen til at praktisere en miljøvenlig kurs i den daglige drift.
- Vi har været stolte af at kunne markedsføre os med Den Grønne Nøgle,’ fortæller Erik Bjerregaard til Travel People.
- Men da vi i både 2008 og 2009 havde besøg af daværende miljøminister Connie Hedegaard, blev fokus i endnu større grad rettet mod CO2-bekæmpelsen. Og efter at vi havde fået foretaget en tilbundsgående analyse af mulighederne for diverse besparelser på CO2-skabende faktorer, gik vi endnu mere systematisk til værks, og i dag kan vi konstatere, at den foretagne investering begynder at komme tilbage.
Installationer
Jesper Markfoged fra arkitektbureauet KITAA var den, der i begyndelsen af 2010 fik til opgave at udarbejde en analyse for reduktion af energiforbruget på Hotel Arctic. Den forelå klar allerede i april samme år, og den anviste forskellige veje til besparelse af energien og dermed til mindre fremkaldelse af CO2.
Først og fremmest blev der peget på hotellets forbrug af energi til belysning, hvor den primære besparelse umiddelbart syntes at foreligge. Men også varmekabler, ventilationer, diverse pumper samt brugsvand blev nævnt. Totalt set blev der tale om en gennemgang af alle installationer, der samtidigt gav ledelse og ejere en opfattelse om installationernes aktuelle tilstand.
Tilbagebetaling
Sammenlagt investerede Hotel Arctic omkring DKK 800.000 i forbedringer af de faktorer, som arkitektundersøgelsen foreslog. Det skete i 2010.
I dag foreligger tallene for hotellets energiforbrug i 1. halvår af 2011, og det viser sig, ifølge Erik Bjerregaards udtalelser til Travel People, at der er sparet helt nøjagtigt DKK 125.000 i forhold til samme periode i fjor.
- Det drejer sig således om DKK 250.000 på årsbasis, og det betyder med andre ord, at Hotel Arctic indenfor godt og vel tre år vil have tjent den investerede kapital tilbage,’ siger en glad Erik Bjerregaard. ’Og derefter vil disse besparelser i realiteten udgøre ren fortjeneste.
Internationalt niveau
Hoteldirektøren i Ilulissat udtaler videre til det danske rejsemagasin, at Hotel Arctic fremover er i stand til at markere overfor omverdenen, at der i Grønland findes hotelkapacitet på internationalt niveau med miljørigtig disciplin:
- Miljøbevidstheden vokser sig stadig større på global basis, og vi er stolte over at være blandt dem, der er iført førertrøjen, siger han.
Der er udarbejdet en særlig Miljøpolitik for Hotel Arctic’s personale. I den indgår bl.a. en årlig Miljødag, hvor medarbejderne orienteres om udviklingen i miljøforbedrende foranstaltninger på hotellet. Oldfrue Elisabeth Lundblad og receptionschefen Edvard Rosbach er de ansvarlige for personalets opdatering på området.