Hjemmestyret betaler 90.000 kroner om måneden for en limusinesygeplejerske

Det koster Grønland dyrt, at hjemmestyret hyrer sygeplejersker fra private vikarbureauer i stedet for at tilbyde de fastansatte sygeplejersker en ordentlig løn. Det mener formanden for sygeplejerskernes fagforening, Peqqissaasut Kattuffiat, Birtha Bianco.

Der er stor forskel på sygeplejerskernes lønforhold.
Offentliggjort

Hun understreger i en nytårsudtalelse, at hjemmestyret betaler op imod 90.000 kroner om måneden for én sygeplejerske fra de private vikarbureauer, de såkaldte limousinesygeplejersker, for at få dækket de mange ubesatte stillinger i sundhedsvæsenet. Og dertil kommer omfattende rejseudgifter mellem Grønland og Danmark.

- For dette beløb vil landsstyret i dag kunne få tre overenskomstansatte sygeplejersker. Det er flovt over for de fastansatte, der dagligt trækker det tunge læs, at landsstyret er villig til den slags, understreger Birtha Bianco i nytårsudtalelsen.

Hun forstår godt, at mange sygeplejersker, der gerne vil til Grønland, foretrækker at være ansat som vikarer frem for at være i faste stillinger.

- Sammenlignet med Dannmark er lønforskellen på mellem 4.000 og 8.000 kroner om måneden, afhængig af arbejdsopgaverne. Og ærlig talt: Hvem vil søge ansættelse i et andet land og gå ned i løn? Nej, vel? pointerer Birtha Bianco.

Hjemmestyret og Sundhedskartellet (PKK) ventes senere på året at færdiggøre forhandlingerne om en ny overenskomst.

Powered by Labrador CMS