Hidtil hurtigste abonnement lanceres

Tusass lancerer tirsdag muligheden for at tegne et nyt internetabonnement. Abonnementet kan tegnes i tre '5G-byer'.

Offentliggjort

I Maniitsoq, Narsaq og Sisimiut kan borgere nu få Tusass` nye og ifølge selskabet lynhurtige internethastigheder baseret på 5G teknolgi.

Indtil nu har prisen på abonnementet været ukendt, men i en pressemeddelelse skriver Tusass, at prisen lander på 1.099 kroner pr. måned.

Det nye internetabonnement henvender sig ifølge Tusass til store familier eller husstande med flere brugere, der har behov for ekstra høje hastigheder til deres mange enheder i hjemmet.

Kommerciel direktør i Tusass, Nikolaj Christoffersen, siger, at det nye abonnement koster lidt mere, men at kunderne får højere hastigheder og bedre wifi-dækning i hjemmet.

Lanceres i andre byer næste år

- Nuuk og andre byer får også mulighed for dette næste år, men i første omgang lancerer vi det nye internetabonnement i Sisimiut, Maniitsoq og Narsaq, som altså blive de første steder vi har bygget ny 5G teknologi og derfor også får mulighed for lynhurtigt internet, udtaler Nikolaj Christoffersen i en pressemeddelelse.

Det nye internetabonnement med har 80 Mbit i download og 20 Mbit i upload.

Flere byer kobles på næste år

Næste år vil 10 andre byer også få hurtigt internet baseret på 5G.

Disse byer er: Ilulissat, Nanortalik, Nuuk, Paamiut, Qaqortoq, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq, Upernavik, Uummannaq og Aasiaat.

Kilde: Tusass

Administrerende direktør i Tusass, Kristian Reinert Davidsen, fortæller i meddelelsen, at i andre lande kan fiberkabler graves ned i jorden, men det er ekstremt vanskeligt og ikke økonomisk rentabelt i Grønland.

- Det meste af Grønland bliver derfor et trådløst 5G-land, hvilket betyder, at Tusass ikke skal forlænge fiberoptiske kabler ud til hver enkelt husstand. Det stiller dog større krav til den særlig teknologiske løsning vi annoncerede for en måned siden sammen med Ericsson og NETGEAR.

- Jeg er stolt af at være i spidsen for en virksomhed, som sikrer, at Grønland sætter sig selv på det teknologiske verdenskort og med disse, kan sikre endnu bedre kundeoplevelser med lynhurtige hastigheder fremover, udtaler direktøren.

Powered by Labrador CMS