Hellefisken nu også presset i Uummannaq og Upernavik

Samtlige indenskærs bestande er nu i tilbagegang. Det fastslår Pinngortitaleriffik.

Offentliggjort

Det er ikke længere kun bestanden af hellefisk i Diskobugten, der er presset. I Ummannaq-området var der i 2017 en tilbagegang i fangsterne på 10 procent og i Upernavik-området var faldet på 5 procent.

- Det er de første tegn på, at bestanden er i tilbagegang, siger Helle Siegstad, chef for Afdelingen for Fiskeri og Skaldyr ved Pinngortitaleriffik.

De fangede hellefisk er både blevet mindre i de to områder ligesom det er blevet sværere at fange fiskene. Tallene baserer sig på fiskernes fangster.

Kilde: Naturinstituttet

Konsekvensen er, at det videnskabelige råd under NAFO (Northwest Atlantic Fisheries Organization) nu anbefaler, at kvoten sænkes for de to områder. Rådgivningen for Uummannaq er 700 tons lavere i 2019 så den bliver på 5.800 tons. For Upernavik-området lyder rådgivningen på 5.330 tons - 970 tons lavere end i år.

I begge områder er den tildelte kvote for i år langt højere end anbefalingen, nemlig henholdsvis 3.000 tons og 3.200 tons.

Kilde: Naturinstituttet

Tilbagegangen for hellefisk har, som tidligere beskrevet, i 2017 været mest dramatisk i Diskobugten. Her faldt fangsterne fra 10.760 i 2016 til 6.409 tons.

På den baggrund anbefaler NAFOs videnskabelige komité, at kvoten bliver på 5.120 tons mod en anbefaling på 6.400 tons for i år.

Også i Diskobugten har den tildelte kvote i adskillige år ligget højere end den biologiske anbefaling.

- Det er det høje fisketryk, der gør, at fangsterne nu går tilbage. Tidligere fiskede man på syv årgange hellefisk, nu er det kun fire, fastlår Helle Siegstad.

Kilde: Naturinstituttet

De indenskærs bestande af hellefisk er ikke som sådan truet, da hellefisken gyder udenskærs. En del af de små hellefisk så svømmer indenskærs, hvor de vokser sig store.

Hvis fisketrykket bliver for stort, så får fiskene ikke lov til at vokse sige ligesom der bliver længere imellem fiskene.

- I dag skal en fisker i Diskobugten fiske dobbelt så meget for at fange den samme mængde hellefisk, som for 10 år siden, forklarer Helle Siegstad.

I forbindelse med den kraftige tilbagegang i fiskeriet i Diskobugten sidste år, har blandt andet lokale fiskere anført, at der er klimaforandringer og ikke overfiskeriet, der er årsagen.

Men den forklaring skyder Helle Siegstad ned.

- Vi har temperaturmålinger fra havbunden, hvor hellefisken opholder sig. Og her er temperaturen ikke steget, siger hun.

Powered by Labrador CMS