Halvårsresultat: Royal Greenland får nyt underskud
Royal Greenland leverer endnu en gang et underskudsgivende halvårsresultat, hvilket ledelsen betegner som “utilfredsstillende”.
Fiskerikoncernen har i løbet af halvåret sagt farvel til 100 medarbejdere, der primært har siddet på forskellige salgskontorer rundt om i Europa.
Foto: Royal Greenland
Et halvårsresultat på minus 59 millioner kroner før skat er en klar forbedring set i forhold til samme periode sidste år, hvor underskuddet var på hele 113 millioner kroner. Omsætningen steg med 3,7 procent og rundede 2,64 milliarder kroner.
På trods af underskuddet er der imidlertid flere lyspunkter for fiskerikoncernen, der har sat et stort arbejde i gang med at få positive tal på bundlinjen - en turnaround, som ledelsen har døbt “back to black” (tilbage til sorte tal på bundlinjen, red.).
Kernearter i fremgang
Kernearterne er i fremgang, meddeler ledelsen i sin halvårsmeddelelse og peger særligt på et øget salg af de kogte & pillede rejer i Europa, mens prisen på snekrabber efter nogle udfordrende år igen er på ret kurs.
Det meget vigtige kinesiske marked er dog fortsat udfordret på grund af en afmatning i den kinesiske økonomi, hvilket påvirker salget af skalrejer. Derimod er salget til det japanske marked ved at rette sig.
For arterne hellefisk og torsk har salget og priserne ligget på samme niveau som første halvår 2023.
Forlis udfordrer
Det har imidlertid også været en torn i øjet for det selvstyreejede selskab, at trawleren Lomur forliste tilbage i marts, hvilket har påvirket fangsten af rejer, da det ikke er lykkedes at finde et erstatningsfartøj til det indenskærs rejefiskeri. Samtidig skal der fanges flere rejer for at fastholde volumen, da man fanger rejer, der i forhold til tidligere er mindre.
Ledelsen har efter katastroferegnskabet for 2023 været fuldt fokuseret på at gennemføre indtægts- og omkostningsforbedringer på mindst 100 millioner kroner, som imidlertid først vil slå fuldstændigt igennem i det kommende regnskabsår.
Fiskerikoncernen har i løbet af halvåret sagt farvel til 100 medarbejdere, der primært har siddet på forskellige salgskontorer rundt om i Europa. I udlandet har man også lukket fabrikker og så har man været i gang med at minimere omkostningerne over en bred kam fra produktionslønomkostninger til optimering af den grønlandske infrastruktur på fabrikssiden.
Målet
Det oplyses, at ledelsens mål er at få Royal Greenlands indtjening tilbage på et niveau mellem 200 og 250 millioner kroner før skat. Man skal imidlertid væbne sig med tålmodighed, idet de mange tiltag for at vende skuden først vil få fuld effekt om tre til fire år, oplyses det.
Om resten af året vil fiskerikoncernen fortsat være påvirket driftsmæssigt af følgende forhold:
- Stagnerende til lav vækst i Europa
- Et svært marked i Storbritannien efter Brexit
- Lavere vækst i Asien, specielt i Kina
- Et højere omkostningsniveau
- En generel mere usikker verden og markeder, som følge af Ukraine-krigen
Årets forventning
Ledelsens forventning er imidlertid, at man kan nå et positivt bundlinje-resultat, når hele året skal gøres op i tal. Det skyldes blandt andet, at jul og nytår - specielt i Asien - salgsmæssigt er de “store” måneder for selskabet.
Nøgletal 1. halvår i mio. kr.
(i parentes 1. halvår 2023)
- Nettoomsætning: 2.64 (2.546)
- Resultat før skat: -59 (-113)
- Egenkapital: 1,399 (1,703)
- Nettorentebærende gæld: 2,867 (3,243)
- EBIT-margin -0,4 % (-2,4 %)