MINERALER OG RÅSTOFFER
Guldmine med udsigt til åbning i 2025
Efter 7 års forberedende arbejde, er projektet nu så meget fremme, at Naalakkersuisut kan melde ud med en forventet åbning i 2025. Det betyder blandt andet, at op til 170 nye arbejdspladser vil blive realitet i Sydgrønland.
Der er glæde hos Amaroq Minerals og Naalakkersuisut over fremskridtet i arbejdet for genåbning af guldminen. Naalakkersuisut har i dag meddelt at der er en forventning om åbning i løbet af 2025.
Foto: Naalakkersuisut
Der er godt nyt til den økonomisk udfordrede Sydkommune og hele landet for den sags skyld.
Naalakkersuisut har i dag onsdag meddelt, at de forventer en fuld genåbning af guldminen nord for Nanortalik i løbet af 2025.
Godkendelserne kører planmæssigt
Derudover oplyser Naalakkersuisut, at selskabet i slutningen af november 2024 fik en række midlertidige godkendelser til at påbegynde visse aktiviteter.
Formålet med midlertidige godkendelser er at give selskabet mulighed for gradvis at indfase nogle af de tekniske processer. Dermed får selskabet mulighed for gradvis at genåbne minen og igen producere guld i Sydgrønland.
Myndighederne er i løbende dialog med selskabet om projektet og de næste godkendelser, oplyses det af departementet for råstoffer.
De forrige licenshavere kunne ikke overleve verdensmarkedspriserne for guld
Nalunaq er en lokalitet i Kirkespirsdalen i Sydgrønland med Grønlands første guldmine.
Minen åbnede 2004, også dengang med stor optimisme og positive forventninger. Men den lukkede i 2013 efter længere tids økonomiske problemer. Faldende priser på verdensmarkedet for guld spillede en rolle.
Men i 2017 begyndte Islandsk ejede Amaroq Minerals at forberede en genåbning og nu er der en forventning om at minen igen kan begynde at udvinde guld.
Nu er der så udsigt til genskabelse af op til 170 arbejdspladser i minen i løbet af andet kvartal i 2025, lyder det på selskabets præsentationsvideo.