Greenland Minerals trækker Selvstyret i retten
Greenland Minerals A/S har gennem deres advokatfirma Plesner stævnet Grønlands Selvstyre ved Retten i Grønland.
Trine Juncher Jørgensen
Striden om Kuannersuit-projektet og uranforbuddet har taget endnu en drejning.
Naalakkersuisut oplyser i en pressemeddelelse fredag, at Greenland Minerals A/S gennem deres advokatfirma Plesner stævnet Grønlands Selvstyre om Naalakkersuisuts afslag på selskabets ansøgning om udnyttetilladdelse ved Kuannersuit.
Greenland Minerals har nedlagt påstand om at have et retskrav på at få meddelt en udnyttelsestilladelse i Sydgrønland, samt at uranloven er ugyldig.
Ifølge Naalakkersuisut var stævningen ventet, fordi det fremgår af lovgivningen, at uenighed over afgørelser truffet af Naalakkersuisut kan prøves ved en domstol.
Ærgerlig naalakkersuisoq
Naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen (IA) udtrykker ærgelse over udviklingen:
- Selvom stævningen var ventet, er det naturligvis en stor ærgelse, at Greenland Minerals A/S ikke respekterer uranloven og dens rækkevidde. Naalakkersuisut har fulgt loven, som forventes, og som vi er forpligtet til. Naalakkersuisut ser frem til at kunne fremlægge vores sag ved retten, udtaler Naaja H. Nathanielsen.
Greenland Minerals har konkret stævnet Naalakkersuisut, Formandens Departement, Departementet for Erhverv, Handel, Justitsområdet og Ligestilling, Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø, Råstofstyrelsen og Miljøstyrelsen for Råstofområdet.
Derudover er også Inatsisartut samt Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet stævnet, oplyser Naalakkersuisut.
- Meningsløst og tåbeligt
Naalakkersuisoq langer hårdt ud efter fremgangsmåden:
- At stævne et dansk ministerium over en afgørelse truffet af den grønlandske regering på et hjemtaget område er meningsløst og tåbeligt, og at omfatte Inatsisartut vidner om en grundlæggende mangel på forståelse af magtens tredeling.
- Det eneste formål med dette er at skabe uro og pålægge institutioner, uden relevans for sagen, en økonomisk og administrativ byrde.
Sideløbende med denne stævning kører fortsat en voldgiftssag anlagt af Greenland Minerals A/S mod Grønlands Selvstyre og den danske stat, hvor Greenland Minerals A/S har anmodet voldgiftsretten om at tage stilling til, om selskabet har ret til at få meddelt en udnyttelsestilladelse ved Kuannersuit.