fangst

Great Greenland i akut mangel på gode skind

Qaqortoqs garveri står pludselig og mangler skind. De opfordrer derfor fangere til at melde sig under fanerne, selvom selskabet vil stille skrappere krav til skindene

Direktør Ditte Sorknæs (tv) tog i februar pladsen i Great Greenland fra Lars Berg
Offentliggjort

Great Greenland står i en akut mangel på 'gode skind' fra grønlandssæler.

Det meddeler garveriet torsdag. Derfor starter man indhandling fra fritidsfangerne udenom servicekontrakten med selvstyret.

Tomt lager
For fem uger siden tog garveriet i Qaqortoq de sidste ferske grønlandssæler ind til garvning, og siden har lageret været tomt.

- Vi har ventet på, at der skulle komme den store indhandling af grønlandssæler, der oftest kommer fra omkring 1. juni, men den er udeblevet, fortæller direktør Ditte Sorknæs.

Læs: Stor efterspørgsel på sjælden sæl

Great Greenland må derfor ty til alternative midler for at få skind nok til at tilfredsstille det nationale og internationale marked.

Fra mandag d. 20. juni kan fritidsfangere indhandle deres skind.

Nye krav
- Dette er en ren kommerciel indhandling, så vi kan sætte en del krav op, vi normalt ikke kan, fortæller direktøren.

- For eksempel indhandler vi ikke netsider eller buksesæler, som vi ikke har et godt salg af. Vi har desuden indskærpet overfor vores indhandlere, at vi kun vil have skind af god kvalitet. De har derfor ret til at afvise skind, der ikke lever op til vores ønsker, siger Ditte Sorknæs.

Læs: Nyt millionunderskud i Great Greenland

Direktøren understreger desuden, at indhandlingen fra fritidsfangere skal ses som en midlertidig løsning på et akut problem. Great Greenland arbejder tæt sammen med KNAPK om at finde mere holdbare og varige løsninger.

Sandgreen med på idéen
Der er således også opbakning til planen fra fangerne indtil videre.

- KNAPK er helt indforståede med, at Great Greenland laver denne midlertidige ordning, og vi håber, at Great Greenland således vil kunne modtage et passende antal skind til deres drift. Denne aftale har ingen indflydelse på servicekontrakten og berører derfor ikke erhvervsfangerne negativt, siger Henrik Sandgren, formand for KNAPK.

Se Great Greenlands regler for indhandling i faktaboksen

Læs: Naalakkersuisut fortryder: Sælskind skal alligevel ikke brændes

Powered by Labrador CMS