GE har ikke en foretrukken præsidentkandidat men glæder sig over øget amerikansk engagement

Set fra det grønlandske erhvervsliv ønsker man, at processen, som skal føre til øget samhandel og samarbejde med USA, fortsætter. Den tidligere Trump-administration satte skub i tingene med blandt andet genåbning af konsulatet i Nuuk, og linjen er fortsat under Biden, siger GE-direktør.

- Vi er kun interesseret i, at man får åbnet Grønland op for mere aktivitet ude i verden, siger Christian Keldsen, direktør for Grønlands Erhverv, i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg.
Offentliggjort

I Danmark er der nervøsitet i dele af erhvervslivet ved udsigten til, at USA's næste præsident kan hedde Donald Trump. Det er særligt udtalelser fra Trump om, at han vil indføre told på varer fra EU, der giver nervøse trækninger.

Hos arbejdsgiverforeningen Grønlands Erhverv siger direktør Christian Keldsen, at handelsstrukturerne i Grønland er meget anderledes, og organisationen har som sådan ikke nogen favorit i forhold til, om det er Donald Trump eller Kamala Harris, som bliver USA's næste præsident.

GE-direktøren hæfter sig derimod ved, at der under Trumps embedsperiode blev sat gang i en række tiltag, som øgede USA's engagement og samarbejde med Grønland. Og det er fortsat under Biden, hvilket er i erhvervslivets interesse:

- Vi har ikke nogen foretrukken kandidat.

- Men vi kan se, at den linje, som USA har lagt overfor Grønland i forhold til samarbejde, investeringer og genåbning af konsulatet, startede under Trump-administrationen, og linjen er faktisk fortsat under Biden. Så man har ikke ændret det udgangspunkt, siger Christian Keldsen og fortsætter:

- Set med erhvervslivets briller, sker der spændende ting i den proces, fordi en del penge i det samarbejde går netop til at undersøge nogle nye erhvervsmuligheder.

Interesseret i at få åbnet Grønland op

Han understreger, at de nuværende handelsstrukturer til og fra Grønland er blevet bygget op over flere hundrede år, og derfor kræver det en betydelig indsats at få handlen i gang med flere lande som eksempelvis USA, og derfor er det amerikanske engagement godt for erhvervslivet:

- Hele forudsætningen for samhandel har man bygget op på europæiske standarder, så det med at skulle flytte handel kan have lange udsigter.

- Vi er kun interesseret i, at man får åbnet Grønland op for mere aktivitet ude i verden, siger direktøren.

Christian Keldsen minder i den forbindelse om, at eksport kan være andet end fiskeprodukter, og at de nye lufthavne formentlig vil komme til at øge samhandlen med USA forstået på den måde, at der vil komme flere amerikanske turister.

Det er allerede annonceret, at et af verdens største flyselskaber, United Airlines næste sommer vil flyve mellem New York og Nuuk.

Powered by Labrador CMS