DUMPER IGEN
Fortsat ingen internationale flyvninger
Det er ikke lykkedes for den nye lufthavn i Nuuk at leve op til krav fra Trafikstyrelsen, og derfor er internationale flyvninger fortsat midlertidigt suspenderet.
Greenland Airports kæmper med at få hævet sikkerhedsniveauet i den nye lufthavn i Nuuk. Lige nu må der ikke flyver internationalt fra lufthavnen.
Foto: Greenland Airports
Greenland Airports har tidligere oplyst, at Trafikstyrelsen i denne uge skulle på et nyt kontrolbesøg i lufthavnen med henblik på, at sikkerhedsniveauet kunne genetableres til security niveau 2 og internationale flyvninger genoptages.
Udfordringen har tilsyneladende vist sig større end først antaget, da Greenland Airports onsdag oplyser på Facebook, at den midlertidige suspendering af internationale flyvninger fortsætter, og at Trafikstyrelsen vil komme på et nyt kontrolbesøg i oktober.
Direktør i Greenland Airports Jens Lauridsen er ærgerlig over situationen:
- Desværre er det ikke lykkedes at komme helt i mål med udbedringen af de fejl, som Trafikstyrelsen har fundet. Det er vi selvfølgelig rigtigt ærgerlige over. Vi gør alt, hvad vi kan for at få udbedret de sidste ting, så vi kan få vores security niveau 2 tilbage hurtigst muligt, udtaler Jens Lauridsen på Greenland Airports Facebook-side.
Nyt kontrolbesøg i oktober
Trafikstyrelsen kommer på nyt kontrolbesøg i starten af oktober, lyder det fra Greenland Airports:
- Vi arbejder intenst og fokuseret på at få styr på det som mangler, så de internationale flyvninger kan komme i gang igen, og vi beklager endnu en gang dybt de gener, som dette medfører for vores kunder og passager, siger Jens Lauridsen.
Greenland Airports forklarer, at internationale flyvninger fra Nuuk i mellemtiden kræver en mellemlanding for at cleare security i eksempelvis Kangerlussuaq eller Kulusuk.
Suspenderingen af de internationale flyvninger fra Nuuk er blandt andet gået ud over Air Greenland, der netop havde indviet en rute til Iqaluit i Canada, da den midlertidige suspendering ramte lufthavnen.
Det var under et kontrolbesøg, at Trafikstyrelsen fandt fejl og mangler i sikkerhedsniveauet, der konkret handlede om ulåste døre og mulighed for uautoriseret adgang til særlige områder.