Forskere sætter arbejdsmiljøet under lup
Et nyt forskningsprojekt skal undersøge, hvordan arbejdsmiljøet kan forbedres.

Ilisimatusarfik og Syddansk Universitet har fået 1,9 millioner kroner af Arbejdsmiljøforskningsfonden i Danmark til et forskningsprojekt, som fire store grønlandske virksomheder allerede har indvilget i at deltage i.
Royal Greenland, Royal Arctic Line, Permagreen og Pisiffik indgår I et tæt samarbejde med forskerne professor Peter Hasle, SDU, og professor Søren Voxted, Ilisimatusarfik, i det nye forskningsprojekt, som også involverer arbejdsmarkedets parter via SIK og Grønlands Erhverv.
Den grønlandske virkelighed
- Indtil nu er der stort set ikke gennemført arbejdsmiljøforskning i Grønland, og forskningen giver derfor en vigtig ny mulighed for at finde ud af, hvor langt virksomhederne er nået med at få styr på arbejdsmiljøet - og i hvilken udstrækning lovgivningen, som stort set er overtaget fra Danmark, passer til den grønlandske virkelighed og til virksomhedernes behov, skriver de to forskere i en pressemeddelelse.
Projektet omfatter blandt andet en spørgeskemaundersøgelse til virksomheder med over 9 ansatte og dyberegående casestudier i de fire virksomheder.
I forbindelse med projektet er projektleder Peter Hasle blevet udnævnt til adjungeret professor på Ilisimatusarfik.