Flyselskaber klar til Canada-rute
Siden Air Greenland i februar annoncerede oprettelsen af en rute til Iqaluit, har selskabet arbejdet videre med blandt andet First Air om de videre forbindelser i Canada
Fra 15. juni til 3. september i år flyver Air Greenland på mandage og fredage til og fra Iqaluit.
Fartplanen er sat op, så den giver sammedagsforbindelser til en lang række destinationer i Canada, for eksempel Ottawa, Toronto, St. Johns, Goose Bay og Vancouver. Desuden er der med ruten også sammedagsforbindelse begge veje for rejsende til og fra Ilulissat og Kangerlussuaq.
Priserne på flyvningerne mellem Nuuk og Ottawa starter ved 6.277 kroner for en enkeltbillet, ligesom det naturligvis også er muligt blot at købe billet til Iqaluit. Her starter priserne på 3.027 kroner for en enkeltbillet, oplyser Air Greenland.
Læs også "Politikere: Flyrute er for alle"
Læs også "Jubler over ny flyrute"
Læs også "Ny sommerrute til Canada"
- Vores codeshare-aftale med First Air gør det muligt for kunden nemt og bekvemt at købe en billet mellem Iqaluit eller Ottawa og Grønland på airgreenland.gl, siger Christian Keldsen, kommerciel direktør hos Air Greenland, og fortsætter:
- Og det er også muligt at købe billetter til andre destinationer i Canada, hvis man går ind på First Airs hjemmeside.
Flyvningerne til Iqaluit gennemføres med en Dash-8 fra Air Greenland, der har plads til op til 34 passagerer med en flyvetid på 1 time og 45 minutter. Planen følger First Airs daglige jetfly fra Iqaluit til Ottawa.
Derfor ruten
- Ruten er sat op, fordi vi ser muligheder i et voksende marked bestående først og fremmest af forretningspassagerer inden for olie- og mineralefterforskningen, som hovedsagelig er baseret i Nordamerika. Med denne rute sparer dette segment rigtig meget tid og mange penge, da de nu kan komme fra Nuuk til Ottawa på under seks timer i stedet for at tage den lange rejse via Keflavik eller København.
- Den korte rejsetid giver virksomhederne store besparelser i dagpenge og opholdsudgifter - og selve billetprisen alene er tilmed også konkurrencedygtig, både set i forhold til rejser via Island og i forhold til chartermarkedet på rejser mellem Grønland og Canada, forklarer Christian Keldsen.
Ifølge Air Greenland kan den nye rute også være interessant for visse turismesegmenter, hvor det at komme hurtigt frem er blandt de vigtigste faktorer.
I realiteten er det i sommermånederne muligt at rejse mellem fire nordlige hovedstæder på et døgn, da rutenettet åbner for direkte flyvninger mellem Ottawa, Iqaluit, Nuuk og København.