Flere end 3000 forslag til nyt bank-navn
BankNordik har modtaget tusindvis af forslag til et nyt navn til bankens grønlandske afdeling, oplyser banken i forbindelse med offentliggørelsen af resultatet for tredje kvartal.
Der har været stor interesse for at finde et nyt navn til BankNordik.
Foto: BankNordik
BankNordik har allerede skiftet navn til Føroya Banki på Færøerne, og i august udskrev banken en konkurrence om, hvad bankens forretning i Grønland skal hedde.
Interessen for at give et bud og løbe med præmien på 10.000 kr. har været overvældende, oplyser banken.
Flere end 3.000 navneforslag er blevet sendt ind, og efter planen vil et nyt navn
blive afsløret inden årets udgang:
- Vi
er både overvældede og taknemmelige for, at der er så mange, der har haft lyst
til at skabe vores nye navn i Grønland sammen med os.
- Det er et engagement, der
forpligter, og som vi vil arbejde ihærdigt for at leve op til i relationen med
vores kunder og samfundet som helhed, siger Turið F. Arge, administrerende direktør i BankNordik i en pressemeddelelse.
Tilfredsstillende resultat for tredje kvartal
Udover den store interesse for navnekonkurrencen oplyser banken, at den har haft et tilfredsstillende tredjekvartal, med
et resultat på 119 mio. kr. før skat, hvoraf den grønlandske del af
forretningen bidrog med 32 mio. kr.
Ledelsen
forventer et nettoresultat efter skat på mellem 275 og 300 mio. kr. for hele 2024.
Direktøren forventer desuden, at flere rentenedsættelser vil gavne kundernes økonomi:
- Renteniveauet
er nu faldende, og markedet forventer endnu flere rentenedsættelser i den
kommende periode.
- Det vil gøre det lettere for familier, som har mærket et økonomisk
pres grundet rentestigninger de sidste par år. Men generelt har vores kunder
det godt, og det afspejles i tilbageførte nedskrivninger i kvartalet, siger
Turið F. Arge.